"Jeg har altid haft en følelse af ikke at høre til"

Da Mohammed Ayoubs familie slog sig ned i Danmark, valgte hans mor, at de skulle bo blandt “rigtige” danskere i Aarhus. Væk fra betonblokkene med alle udlændingene, så familien kunne blive så dansk som muligt.

Men for den 28-årige forfatter Mohammed Ayoub har det været en livslang kamp at blive rigtig dansk, og det er temaet for hans nye erindringsbog Månelanding.

“Jeg har altid haft en følelse af ikke at høre til. Uanset hvor jeg gik hen, så var jeg aldrig hjemme. Jeg var aldrig dansk nok, og jeg var aldrig arabisk nok,” fortæller den dansk-libanesiske forfatter, hvis forældre i sin tid flygtede fra borgerkrigen i Libanon.

Mohammed Ayoub har blågrønne øjne og er lysere i huden end de fleste arabere, inklusive hans egne ældre søskende. Dette i kombination med en opvækst midt i Aarhus i en dansk folkeskole og med danske naboer betød, at han som barn blev rigtig godt integreret. Men han faldt alligevel igennem, når der var måltider og senere fester med alkohol, han som muslim ikke kunne deltage i. Eller i hvert fald måtte lyve om derhjemme.

Samtidig blev den unge Mohammed af andre unge med indvandrerbaggrund i skolen anset for at være alt for lys, alt for integreret og alt for dansk i det.

“Det at jeg var anderledes, uanset om det var i forhold til danskere eller udlændinge, gjorde, at jeg ikke følte, at jeg passede ind nogen steder. Jeg følte, at hele min eksistens var en balancegang for ikke at falde ned i selvfortvivlelsen – og i frygten for ikke at kunne komme op igen,” fortæller Mohammed Ayoub.

En stemme til flerkulturelle børn
Med 14 korte og letlæselige tekster håber han, at flerkulturelle elever vil kunne spejle sig i hans beskrivelser af at føle sig fortabt som ung i en typisk dansk folkeskole. Både når de andre elever spiser rugbrød med leverpostej, mens man selv har fladbrød og hummus med – og når man som elev bliver bedt om at oversætte for sin mor til skole-hjem-samtalerne.

“Det er hårdt som barn at skulle oversætte til sin mor, at man ikke gør det supergodt i skolen. De fleste skoler og lærere prøver virkelig at være inkluderende, men de overser nogle strukturelle situationer, som er svære for børnene,” siger Mohammed Ayoub.

Med bogen Månelanding ønsker han at give stemme til de børn og unge, som går og føler, at der ikke er nogen, der taler for dem. For selvom han læste masser af god litteratur i skolen, har Ayoub altid selv følt, at der manglede litteratur, der fik ham til at føle sig set, hørt og forstået.

“Jeg har manglet nogle stemmer, jeg kunne identificere mig med. Stemmer, som fik mig til at føle, at min stemme blev forlænget, og at nogen talte på mine vegne. Det er min store drøm, at min bog kan bidrage til det,” siger han.

Ifølge Ayoub er der et stort behov for mere broget litteratur til de unge. Litteratur, der taler ind i kulturforskelle.

“Vi har brug for mere mangfoldighed i litteraturen, så vores unge kan blive ved med at være rummelige. Men også så de kan blive klogere end de voksne, som jeg oplever ikke rummer hinanden godt. De voksnes holdninger og ord smitter unægteligt af på de unge, men hvis vi gennem litteraturen kan gøre dem klogere på sig selv og hinanden, så vil vi give de unge nogle gode forudsætninger for at blive bedre mennesker. Det er en smuk tanke, synes jeg,” forklarer Mohammed Ayoub.

Vi har brug for mere mangfoldighed i litteraturen.

At mestre sproget gjorde ham dansk
Ayoub har studeret dansk og medievidenskab på Syddansk Universitet og debuterede i 2021 med bogen Jeg bliver kun dansk hvis jeg griber ordet. Digtsamlingen følger hans families flugt fra den libanesiske borgerkrig og giver et indblik i hele familiens opvækst og liv i Danmark som flygtninge- og udlændingefamilie.

Titlen er en reference til hans egen tilgang til det danske sprog. En tilgang, han valgte som barn.

“Jeg følte jo aldrig, at jeg var – eller kunne blive – dansk nok, uanset hvor meget jeg prøvede. Men med en voksende kærlighed til det danske sprog, som jeg fandt poetisk, dynamisk, bevægende og smukt, så valgte jeg, at jeg gerne ville dyrke sproget uden for skolens fire vægge,” forklarer Ayoub.

Hjemme på sit værelse skrev han således på livet løs. Til at starte med raptekster, fordi han elskede musikken. Men da det ikke faldt ham naturligt at stå på en scene og rappe, blev det til digte i stedet.

“Jeg har altid skrevet for at bearbejde mine følelser, og jeg har en forkærlighed for digte, fordi man kan komprimere rigtig mange følelser i få ord.”

Som følge af sin interesse for sproget har Mohammed Ayoub altid fået ros for, at han lyder meget dansk, og at man ikke kan høre, at han er “en Mohammed”.

“Det at mestre det danske sprog blev pludselig det, der fik mig til at føle mig dansk, og det er det, titlen er en reference til,” siger han.

Inspireret af Strunge
Mohammed Ayoubs store forbillede er firserdigteren Michael Strunge.

“Siden jeg var helt ung, har Michael Strunge været min store inspiration. Han kunne virkelig noget med ord. Han kunne beskrive det alternative. Det ikke at passe ind. Som ung havde jeg mange flyvske tanker og et lidt kaotisk sind, og jeg kunne se mig selv i hans digte,” fortæller Mohammed Ayoub.

Strunges digte udtrykker ofte kontrasterne ved livet, og netop kontraster er også Mohammed Ayoubs omdrejningspunkt. Kontrasterne mellem at være glad og stolt over sin tokulturelle baggrund, samtidig med at netop denne følelse af at stå med ét ben i hver lejr har været smertelig under opvæksten i Aarhus.

“I min folkeskoletid befandt jeg mig i en gråzone, som jeg ikke var særlig glad for at være i. Som barn ønsker man kun at skille sig ud de rigtige steder, for eksempel på fodboldbanen. Ikke fordi man ikke kan spise med hos en kammerat, fordi der er cocktailpølser i maden. Det giver tværtimod en følelse af ikke at være accepteret. Ikke at passe ind. Som barn ser man begrænsningerne,” siger Mohammed Ayoub.

I dag, som voksen, ser Mohammed Ayoub ikke længere kun begrænsningen i at være anderledes men også gevinsten.

“I takt med, at jeg er blevet mere moden og voksen, har jeg fundet ud af, at nysgerrighed og interesse ikke udelukkende er negativt. Det at skille sig ud gør faktisk også, at man er speciel – på den gode måde,” siger den 28-årige forfatter, som i dag bor i Odense.

Månelanding
Bogens sidste erindringstekst bærer bogens titel. Den handler om, at Mohammed Ayoub bliver erklæret uegnet til gymnasiet. Med tre ældre søskende, som alle havde taget studentereksamen og nu læste på universitetet, var det ekstra tungt at skulle overbringe denne nyhed til sin mor.

Mohammed Ayoub gjorde, som han plejede, når han var tynget eller ked af det: satte sig ud på altanen i mørket, kiggede op på nattehimlen og forestillede sig, at han landede på månen.

“Jeg drømte mig væk, når jeg oplevede nederlag, og den følelse af at drømme mig væk blev mit safe space.”

Den dengang 15-årige Mohammed Ayoub ventede dog med at overbringe den tunge nyhed til sin mor, til han havde udtænkt en plan B. Den plan blev at foreslå sin mor, at han kom på en 10.-klasseskole for at blive mere moden og klar til gymnasiet.

“Jeg pakkede det ind i, at jeg ikke selv var klar til gymnasiet, og at mine lærere var enige med mig. Min mor accepterede det,” siger han.

10. klasse blev et vendepunkt i Ayoubs skoleliv. De nye omgivelser, nye kammerater og nye lærere gjorde, at han blomstrede op.

“Jeg var måske ikke et omvandrende 12-tal, men jeg begyndte at gøre det bedre. Nu havde jeg et mål om at komme i gymnasiet, og jeg lærte nye mennesker at kende. Jeg kunne pludselig være den person, jeg gerne ville være, fordi ingen kendte mig i forvejen,” fortæller Ayoub.

Siden kom han både i gymnasiet og på universitetet. Så hvis han skal give et godt råd til andre elever, der bliver erklæret ikke-uddannelsesparate, så er det, at de skal kæmpe.

“Hvis gymnasiet er vejen til at nå deres mål, skal de ikke tage den melding for gode varer. Bliv ved med at kæmpe. Find en anden dør at komme ind af. Det lyder som en kliché, men det er rigtigt.”

Ayoub arbejder på en ny digtsamling, der handler om at vokse op som andengenerationsindvandrer i et moderne Danmark.