Børns humor udvikler sig sindssygt hurtigt, og det er umuligt at følge med

Hvordan kom du i gang med at tegne?
Jeg begyndte at tegne, da jeg var omkring 9 år, inspireret af min storebrors tegninger og store mængder tegneserier. I den periode startede jeg og min nabo en tegneserie om beboerne på vores vej. Det blev gennem årene til omkring 300 små pixibøger i varierende kvalitet. Efter folkeskolen gik jeg på Århus Reklameskole. Dengang så jeg – måske lidt fejlagtigt – reklamebranchen som min eneste chance for at tjene penge på at tegne. Jeg begyndte at tegne til børnebøger i 2013, hvor forfatter Per Østergaard spurgte, om jeg kunne tegne en hest. Siden er det blevet til godt 30 børnebøger i forskellige afskygninger.

Hvordan gik det med at tegne den hest?
Det gik faktisk ok, da jeg knækkede koden med at tegne heste og deres vanvittige bagben. Men jeg følte mig virkelig på udebane i forhold til at tegne søde heste og glade hestepiger i et idyllisk, landligt univers. Stort set intet, jeg skulle tegne til den bog, havde jeg tegnet før. Men det var sjovt og lærerigt.

Er der forskel på den humor, du bruger, når du tegner til voksne, og den humor, du brugeri forhold til børn og unge?
Det synes jeg ikke. Nok fordi den humor, der som regel efterspørges i både børnebøger og marketing skal være forholdsvis ufarlig, let at afkode og uden politiske undertoner. Jeg forsøger blot at understrege og forstærke den pågældende teksts budskab, og jeg lægger mig ellers ret tæt op ad den tone, forfatteren slår an, medmindre jeg bliver bedt om andet.

Men du tilføjer også din egen tone. Hvad vil du sige, kendetegner dig?
Jeg elsker at tilføje ligegyldige detaljer og sidehistorier – hvis tiden er til det. Unødvendige detaljer, som sagtens kunne undværes, men som giver lidt ekstra liv og gør opgaven sjovere for mig selv at lave, og forhåbentlig lidt sjovere at læse. Så hvis noget kendetegner mit arbejde, håber jeg, det er noget i den stil.

Hvad gør du for at ramme børns humor med dine tegninger?
Jeg forsøger nok, at ramme en lettere filtreret udgave af min egen humor. Jeg går ud fra, at børns humor er lige så alsidig som voksnes, men nogle ting er bare universelt sjove. Som når en mand træder på en rive og får den i masken. Et smådumt eksempel, men ikke desto mindre sjovt uanset alder, kultur, religion og så videre. Nogle gange ser jeg på, hvad mine egne børn griner af. Noget af det kan jeg også grine af, andre ting fatter jeg ikke, selvom jeg får det forklaret.

Hvad fatter du ikke ved dine børns humor?
De ser meget bras på YouTube, og selvom det kan være en fin platform, er der meget virkelig dumt skrald imellem. Man har som udgangspunkt en ambition om at fylde sine børns hoveder med kvalitet, men lærer så, at en Minecraft-gris med solbriller, der danser til hård techno i dameundertøj faktisk er høj kvalitet. Man kan ikke blive ekspert på det område, for det går så sindssygt hurtigt, og det der var sjovt i går, er det ikke nødvendigvis i dag. Det er der også en lille smule trøst i.

Hvad har dine børn givet dig inspiration til?
Grisen i dameundertøj fik faktisk en statistrolle i en børnebog, men som regel er det ikke konkret inspiration, jeg henter fra ungerne. Det er mere deres temperament og ofte meget dramatiske måde at opleve verden på.

Der er meget fokus på, hvad vi gerne må grine af og ikke grine af i dag. Er det noget, du mærker i dit arbejde?
Nej, ikke i mit arbejde med børnebøger, heldigvis. Ikke endnu. Jeg har aldrig været i en situation, hvor jeg skulle illustrere en “problematisk” tekst. Jeg synes, de forlag og forfattere jeg har arbejdet med, har haft en meget fornuftig og afslappet holdning til politisk korrekthed. Men man kan jo ikke tale om noget som helst af betydning, uden at risikere, at fornærme nogen. Og hvis børnebøger ikke kan tage svære og betydningsfulde emner op, og måske endda grine af dem, synes jeg, vi gør børnene en bjørnetjeneste.

Er det vigtigt for børn også kunne grine af livets svære sider?
Det er jo vigtigt at kunne tale om de ting, der plager os, og er svære at få taget hul på. Især for børn, som måske ikke vil gøre mor eller far kede af det, ved at stille “upassende” spørgsmål. For eksempel vidste min yngste søn godt, at hans farfar var død og blev brændt – men han havde fået rækkefølgen galt i halsen. Den ubehagelige tanke gik han alene med i et par år, og selv om han nok har syntes, det lød underligt, spurgte han ikke til det. Heldigvis fik vi styr på det, og kunne grine af det sammen. Men man kan simpelthen ikke forestille sig, hvad de små hoveder går og roder med. Børnebøger er et perfekt medie til at berøre de svære emner gennem humor og uhøjtidelighed.