Gå til hovedindhold

Sådan kan du arbejde med ensomhed i din klasse

Vi har brug for at føle, at vi hører til. Ellers kan vi føle os ensomme. Netop ensomhed sætter Sort Fagklub fokus på i en ny fagbogsudgivelse. I bogen Ensomhed får eleven viden om kortvarig og langvarig ensomhed og øvelser til, hvordan man kan styrke selvværdet. Få en af øvelserne nedenfor og arbejd med ensomhed i din klasse.

nhb_ensom_header_artikel_1320x690.jpg

I år 2010 var 5,6 % danskere, der følte sig ensomme. I år 2021 var tallet steget til 12,4 %, hvilket svarer til 1 ud af 8 danskere. Af dem er der mindst 20.000 børn på 11-15 år, som føler sig meget ensomme.

Derfor sætter Sort Fagklub fokus på dette emne. Både for at oplyse og aftabuisere, men også for at styrke elevernes selvværd til at komme ud af eventuel ensomhed.

Øvelse: Boost selvværdet 
Eleven vil i fagbogen Ensomhed støde på denne øvelse, hvor han eller hun skal booste sit selvværd.

1. Undersøg 
Hvordan lyder din indre stemme? Er den skarp? Hård? Hvorfor tror du, din indre stemme er så hård ved dig? 

2. Skriv ned  
Tænk over, hvad du godt kunne tænke dig, at din indre stemme sagde til dig. Noget, der gør dig glad. Måske: ”Du er cool” eller ”Tak, fordi du er, som du er”. Lav ti positive sætninger, og skriv dem ned.  

3. Optag 
Optag sætningerne en ad gangen på din telefon. Hver gang du har sagt en sætning højt, gentager du din inde i dit eget hoved, mens du stadig optager. På den måde kommer der en pause på optagelsen. Gem til sidst optagelsen.  

4. Lyt 
Lyt til optagelsen to gange om dagen i en periode. Hver gang du hører dig selv sige en sætning, gentager du den højt ud i rummet. Det er forskellige, hvor længe du skal lave øvelsen for at få en effekt, men giv det mindst et par uger. Der kan muligvis gå noget tid, før du mærker en forandring.

Arbejd med ensomhed i klassen 
Ovenstående øvelse er oplagt for den enkelte elev, som føler sig ensom. Men I kan også arbejde med ensomhed samlet i klassen. Det er nemlig en god måde at få aftabuiseret emnet. Her får du en række arbejdsspørgsmål, som I kan arbejde med samlet i klassen eller i mindre grupper. Skriv dem tavlen eller på små kort, som man kan tage med ud i grupper.

  • Hvorfor er det en god ide at arbejde med sit eget selvværd, hvis man føler sig ensom? 
  • Hvordan kan man arbejde på sit eget selvværd? 
  • Hvordan kan man hjælpe en ven eller klassekammerat med deres selvværd? 
  • Hvad kan man gøre, hvis ens indre stemme siger hårde ting til sig selv? 
  • Hvilke sætninger kan man sige til sig selv for at vende negative tanker til positive? 
content_-_web_-_grafik_-_ensomhed.jpg
Sort fagklub

Ensomhed

Mennesker er flokdyr. Vi har brug for at føle, at vi hører til. Ellers kan vi føle os ensomme. Også selvom vi er sammen med andre mennesker. Her kan du læse om kortvarig og langvarig ensomhed. Og om sociale medier, der både kan være en støtte og en modstander. Du kan også få en masse gode råd og prøve to øvelser, der kan styrke dit selvværd og træne din sociale muskel.