Gå til hovedindhold

Hulemanden og de hundrede bøger

Bent Haller er forfatteren bag nogle af de mest elskede danske børne- og ungdomsromaner, men han er ogsa et menneske med et mylder af dystre tanker, der sjældent lader ham være i fred. Han deler dem dog gerne med sit unge publikum, for de kan godt tale at opleve verden, som den er, mener han.

bh3.jpeg
Jesper Balleby

Klik-klik-klik-klik … klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik …

Fra indkørslen ved rækkehuset i en af Aalborgs forstæder kan man gennem det abne vindue høre Bent Hallers fingre spille pa den stationære computers tastatur. Der gar lidt tid, efter at dørklokken har afbrudt ham, før lyden holder op, og hoveddøren bliver abnet. Forfatteren ser først pa sit ur og dernæst anerkendende pa sin gæst: ”Det var præcist!” bemærker han. Klokken er 14.00 som aftalt.

Interviewet med en af landets mest produktive forfattere burde faktisk have ligget et par timer senere, for almindeligvis arbejder han hver dag inde i sin hule fra klokken 8.00 om morgenen til 16.00 om eftermiddagen, men der er indimellem undtagelser, nar han – egentlig meget mod sin vilje – siger ja til at fa besøg af en journalist.

Hulen inde i værelset ved siden af entreen har fulgt ham det meste af livet i overført betydning. Som barn følte han ikke, at han passede ind sammen med de andre børn, men han var sa bange for, at de andre skulle finde ud af det, at hans hjerne i frikvartererne arbejdede pa højtryk for at skjule det.

Der var en væg mellem mig og omverdenen – og sadan er det stadigvæk.

Bent Haller

”Det var noget med at forsøge hele tiden at være som alle de andre,” husker han. Til gengæld forsvandt han ind i det, han kalder for sin osteklokke, nar det ringede ind, og ofte anede han ikke, hvad undervisningen handlede om, fordi tankerne var helt andre steder.

”Der var en væg mellem mig og omverdenen – og sadan er det stadigvæk,” siger Bent Haller.

ASPERGERS SYNDROM
Væggen, osteklokken og hulen har et videnskabeligt navn, selv om Bent Haller aldrig har været klar over det. Ikke før nu. Hans datter er uddannet psykolog og arbejder med udredning af børn, og hun har gennem arene tit tænkt pa, at børnenes træk mindede om hendes fars. For to ar siden lavede hun en række tests og undersøgelser, der viste, at den berømte forfatter har Aspergers syndrom – en form for autisme. For Bent Hallers familie har det betydet, at de bedre forstar ham og agerer pa en made, der hjælper ham, ligesom han selv har faet en del af svaret pa det tankemylder, han altid gar rundt med. En formel udredning har han dog ikke behov for.

”Jeg har jo haft det fint nok inde i osteklokken,” som han konstaterer. Det er svært at argumentere imod. Bent Haller har skrevet mere end 100 romaner foruden noveller, dramatik og lyrik, og han har aldrig prøvet at sidde og kigge pa en blank skærm – tværtimod.

Jesper Balleby

”Jeg bruger ikke noter – det kører rundt i hovedet hele tiden. Jeg forsøger at skubbe ideerne fra mig, og langt de fleste glemmer jeg igen, og sa har de ingen betydning. Sætter de sig fast, ma de være vigtige, og sa skriver jeg, uanset om det sa bliver en lille historie pa to sider eller en hel roman. Jeg skriver det hele – stort og smat,” forklarer han.

BØRN FORTJENER ABNE SLUTNINGER
Og som en af de fa forfattere har han haft succes lige fra begyndelsen, som da han i 1976 deltog i forlaget Borgens konkurrence om bedste samfundskritiske ungdomsroman og vandt med bogen ’Katamaranen’. Den handler om en gruppe unge, der vokser op i et socialt belastet boligbyggeri i udkanten af Aalborg, hvor vold er en del af hverdagen, og hvor romanens hovedpersoner brænder en skole af. Det var sa hard kost, at byradet i Thisted fjernede den fra hylderne pa det lokale bibliotek.

Jeg er blevet beskyldt for at skrive til børn ud over deres egen erfaring, men med den rette formidling kan børn forsta meget mere, end vi voksne tror.

Bent Haller

”Dengang var alting – ogsa børnelitteraturen – sa politiseret, at alt blev sort-hvidt. Den tilgang kan jeg ikke bruge i dag. Jeg var med pa den socialrealistiske vogn dengang, men personligt var jeg faktisk langt mere optaget af det kunstneriske end det politiske,” fortæller han.

Der gik derfor heller ikke lang tid, før han bevægede sig over i fablernes verden, hvor han følte, der var større frihed til at fortælle en historie godt og mindre firkantet. Et af resultaterne blev hans nok mest berømte roman, Kaskelotternes sang, om to hvaler og deres møde med mennesket og dets forurening af havene. Bogen om de store dyr er samtidig et godt eksempel pa savel de temaer som den fortællestil, der kendetegner en stor del af Bent Hallers forfatterskab. Hans romaner er ofte dystre med alvorlige emner som forurening, død, krig og ondskab, men der er plads til bade humor og det groteske, og hans bøger har næsten altid en aben slutning.

”Jeg er blevet beskyldt for at skrive til børn ud over deres egen erfaring, men med den rette formidling kan børn forsta meget mere, end vi voksne tror,” mener han.

EN FORFATTER I MOL
Faktisk synes han ikke, der er den store forskel pa at skrive til børn og voksne, og nar han gar i gang med en ny historie, er han ikke engang klar over, om den skal være til de sma eller de store læsere. Der kan endda ga sa lang tid med en historie, at det først er, nar hans redaktør læser med, at det bliver afgjort, hvem der skal læse den. Først her bliver teksten rettet til, sa den passer til malgruppen. Tilpasningen handler dog kun om selve sproget – temaerne er nemlig sjældent i dur, uanset hvem Bent Haller skriver til.

”Jeg er i mol, og derfor ender jeg som regel med ganske alvorlige emner, og det bør børn ogsa konfronteres med, for de er jo i verden. Far de ikke deres spørgsmal besvaret, bliver chokket endnu større, nar de finder ud af, hvordan virkeligheden er sat sammen,” mener han.

Den holdning kostede en kontrakt med et amerikansk forlag, der ellers havde vist interesse for Fuglekrigen, for da det gik op for amerikanerne, hvor mørk bogen om den lille fuglekonge, der forsøger at samle skovens fugle til kamp mod høgen, egentlig er, meldte de pas – den slags kunne man ikke udgive til børn, mente de.

Jesper Balleby

Savel hvalerne som fuglene har ogsa det til fælles, at de optræder i historier, der i lighed med de fleste af Bent Hallers værker har abne slutninger. Det er de fleste voksne læsere vant til, men for de mindste kan det være svært at kapere, hvis en bog, de har været bidt af, ikke kommer med en fiks og færdig konklusion.

”Jeg far breve fra børn, som er irriterede over, at jeg ikke gør det færdigt, men det viser jo, at jeg har rørt ved noget i dem. Det er de eneste læserreaktioner, jeg tager seriøst, og nar de skriver, svarer jeg, for der ligger et engagement, jeg tager alvorligt. Men jeg er ærlig og fortæller dem, at jeg faktisk ikke ved, hvad der sker, efter at Kaskelotternes sang slutter – jeg vil ikke padutte dem en mening.”

BØGER TIL BØRN SKAL UDFORDRE
Det er en indstilling, der lægger sig op ad det, Bent Haller mener, at god børnelitteratur skal kunne, ud over naturligvis at byde pa en god og engagerende fortælling, som er skrevet godt.

De skal opdrages til at tænke selvstændigt frem for at sluge alt rat, og det kan de tankeprocesser, som litteraturen sætter i gang, hjælpe med.

Bent Haller 

”Ved hjælp af ord danner den gode litteratur billeder i børnenes hjerner. I modsætning til nar de ser film, er de nødt til selv at tænke – ogsa abstrakt – og det er vigtigt, hvis ikke de vil tages ved næsen, ogsa politisk. De skal opdrages til at tænke selvstændigt frem for at sluge alt rat, og det kan de tankeprocesser, som litteraturen sætter i gang, hjælpe med,” siger han.

Det gælder ogsa i dag, mere end 40 ar efter, at Katamaranen udkom og med et slag gjorde Bent Haller landskendt. Dengang gav han stemme til et miljø, der sjældent optradte i romaner – og slet ikke i historier til børn og unge – og ifølge forfatteren er det mindst lige sa vigtigt i dag, at de yngre læsere oplever, hvor forskellig tilværelsen kan være for andre end dem selv.

”I virkeligheden handlede Katamaranen om en ghetto – det hed det bare ikke dengang. Problemerne er langt større i dag, og jeg ville ønske, jeg kunne skrive om dem. Men i dag befinder jeg mig et andet sted. Jeg haber, at nogen vil skrive en roman, der foregar i det miljø, til de unge,” lyder opfordringen.

Selv har han det sidste ars tid arbejdet pa en mursten af en science fiction-roman, men hvem den skal henvende sig til, og om den overhovedet nar frem til forlaget, aner han ikke endnu. Manuskriptet skal først gøres læsbart for ham selv, som han udtrykker det, og det indebærer blandt andet at skære 200 sider fra, hvor tankemylderet har overtaget historien.

Der gar da heller ikke mange øjeblikke, før jeg efter interviewet ude fra vejen igen kan se en skikkelse inde i hulen. Og jeg kan atter høre fingrene suse hen over tastaturet – næsten som i et hab om at indhente den halvanden time, der er gaet med at svare pa spørgsmal:

”Klik-klik-klik-klik … klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik-klik … ”