Sissel Bergfjords ungdomsromaner er nok lidt mere dystre end de fleste andre. På trods af læsernes unge alder er hun nemlig ikke bange for at skrive om livets mørke sider, hvad enten det handler om at miste sin far som i hendes ungdomsroman På kanten eller om at blive svigtet af sine forældre som i hendes billedbog Fuck det’ nok.
”Jeg har helt klart en forkærlighed for det dystre, det lidt skamfulde eller det tabubelagte – emner, der er kød på,” siger Sissel Bergfjord. ”Men hvor for eksempel nogle krimier bruger det dystre som en effekt, bruger jeg det mere som noget, mine karakterer skal overvinde for at komme styrket ud på den anden side. Og jeg kommer selv igennem noget med min hovedkarakter – det bedste, når jeg arbejder med en ungdomsroman, er, når jeg kan mærke karakteren inde under huden på mig selv, for det betyder, at jeg også har enormt meget medfølelse med den unge.”
Selv om der er sammenfald i emnerne, er der skrivemæssigt nogle forskelle mellem at skrive voksenlitteratur og ungdomslitteratur.
Teenagefølelser
På den måde er der en rød tråd til Sissel Bergfjords voksenlitteratur, som også handler om de svære emner. Hendes roman Sortedam fra 2012 er for eksempel skrevet ud fra hendes egne erfaringer med en alkoholiseret mor, men hun fortæller, at hun allerede langt tidligere – og også inden hendes mor begyndte at drikke – var interesseret i de mørke sider.
”Jeg kan huske, at jeg som barn læste Vita Andersen, og at jeg efterfølgende skrev et brev til hende, hvori jeg fortalte, at jeg selv så gerne ville være forfatter. Vita Andersen skriver jo også om svære emner, så det er noget, der har ligget i mig helt tilbage fra dengang,” siger Sissel Bergfjord og tilføjer, at hun desværre aldrig sendte brevet.
Selv om der er sammenfald i emnerne, er der skrivemæssigt nogle forskelle mellem at skrive voksenlitteratur og ungdomslitteratur, fortæller hun og nævner, at hun i sin ungdomslitteratur i langt højere grad kan beskrive følelser.
”Det kan være sådan en teenagefølelse som ’jeg er dum og grim og har ingen venner’. At beskrive følelser på den måde, så direkte, det fungerer ikke altid til voksne, men har du en teenagepige som hovedkarakter, kan det godt fungere. Og så er der også en forskel i sproget. I mine voksenbøger er historierne mere beskrivende og mindre dialogbårne. Og da ungdomsbøger ofte er kortere, betyder det, at jeg virkelig kan koncentrere mig om at gøre sproget mere intenst. Jeg er nøjagtig lige så seriøs, når det gælder min ungdomslitteratur, som når det gælder min voksenlitteratur," fortæller Sissel Bjergfjord.
Drop 'pussenusseuniverset'
’Sissel Bergfjord fortæller, at hun lige for tiden faktisk finder det lettere at skrive til unge end til voksne. Efter forfatterdebuten med romanen Min morfars stemme lå det ellers slet ikke i kortene, at hun skulle skrive til børn eller unge, men i dag understreger hun, hvor vigtigt hun synes, det er, at der også inden for børne- og ungdomslitteraturen bliver skrevet om svære emner, og at bøgerne tager læserne alvorligt.
”Jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at der inden for børnelitteratur er forfattere, der interesserer sig for det litterære sprog. Selvfølgelig kan man ikke altid forløse det i en letlæsningsbog, men jeg mener absolut, at man kan højne standarden. Jeg er nøjagtig lige så seriøs, når det gælder min ungdomslitteratur, som når det gælder min voksenlitteratur, og jeg er glad for, at jeg har mødt nogle redaktører, der har været indstillet på, at børn også møder historier om tabuiserede eller sorgfulde emner, som de kan spejle sig i. Netop så de ikke føler sig alene, og så de ved, at de ikke er de eneste, som kæmper med svære ting i livet,” fortæller hun.
Helt generelt mener Sissel Bergfjord, at der, primært fra forældrenes side, er en misforstået protektionisme i dansk børnelitteratur i forhold til, hvad børnene kan klare, og med hensyn til, hvad de har brug for. Det er nemlig meget vigtigt, at børnelitteraturen er vedkommende.
”Det hele behøver ikke være sjovt og opgejlet. Det er vigtigt, at der også er bøger, som kan møde unge, der står i en svær livssituation.” Sissel Bergfjord vil derfor gerne opfordre forældre til at droppe ”pussenusseuniverset”, for børnelitteratur må gerne være rå.
”Man skal selvfølgelig ikke læse en incesthistorie for en fireårig, men man kan godt læse en historie om en, der har mistet sin far, for et barn i en vis alder. Det gør ikke noget, at barnet bliver berørt. Jeg synes, det er meget værre at lade sine børn se TV AVISEN end at lade dem læse bøger om alvorlige emner.”
