Ord, der gror, gør verden STOR

Forfatter Marianne Iben Hansen insisterer på, at det skal være sjovt at lege med ord. Også i skolen. Rim og rytme åbner døren til sprogets og litteraturens verden, mener hun. Selv hos de elever, der normalt ikke siger så meget i dansktimerne. 

Foto af Martin Stampe

For Marianne Iben Hansen er ord ikke bare ord. Ord er både lyde, smag og rytme. Og jo mere uforudsigelige de er, jo sjovere er det at sætte dem sammen og lege med dem. 

“Vores kultur og hjerner er mere optaget af betydning og indhold end af den sanselige oplevelse af sproget. Men ord i sig selv er fantastiske. Og min erfaring er, at børn bliver både begejstrede og opslugte, hvis man giver dem lov til at sanse sproget og lege med ordene,” siger Marianne Iben Hansen.

Hun er forfatter til en lang række børnebøger på rim og har høstet stor anerkendelse og flere priser for sin leg med sproget.

Rim taler både til det musiske, det sproglige og det matematiske

Marianne Iben Hansen, forfatter hos Carlsen

Senest har Marianne Iben Hansen skrevet bogen Hele herligheden på Forlaget Carlsen, som er 120 rim om de 120 hyppigste danske ord. Og når hun ikke skriver, er hun ude på skoler og holder foredrag og workshops for både lærere og børn.

“Rim taler både til det musiske, det sproglige og det matematiske. Derfor synes jeg, det er utrolig sjovt at skrive på rim,” siger Marianne Iben Hansen.

Men det at ordene skal rime, er kun en lille del af det. “Det handler i lige så høj grad om at få rytmen til at svinge og få ordene til at smække med halen, så det rammer kroppen og får det til kilde indeni.”

Luk
Et af Marianne Iben Hansens yndlingsrim fra bogen Hele herligheden

Så så man lige mig 
Så så man lige dig 
Så så man lige os
Vi kørte motocross

"Det er jo virkelig 'børnet' det her. Det kan jeg godt lide. Dansklærerne klapper sikkert i hænderne over, at der er denne her dobbeltbetydning af 'så', men i virkeligheden var det, fordi jeg var i tvivl om, hvilken betydning af 'så', der lå i ordet på listen over de 120 hyppigste ord. Derfor tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne bruge begge ord." 

Marianne Iben Hansen, 
Forfatter til bogen
"Hele herligheden - 120 rim om 120 ord"

Kaotisk og uforudsigeligt
Når Marianne Iben Hansen starter med at skrive sine rim, ved hun sjældent, hvor hun skal hen. Hun lader ordene skabe ideerne og begynder ofte med en helt tilfældig sætning.

“Hvis jeg for eksempel starter med sætningen: ‘Der var engang en dame, hun var meget yndig’, og jeg så slår op i min rimordbog og falder over ordet ‘syndig’, er jeg pludselig afsted i en retning, jeg slet ikke havde forudset,” siger Marianne Iben Hansen og slår grinende ud med armene.

Samtidig giver rimene hende mulighed for at boltre sig i ord inden for en ramme, der er forholdsvis fast. Og som giver plads til både det sjove og det alvorlige.

“Jeg kan godt lide, at det er så komprimeret og spændstigt og samtidig så kaotisk og uforudsigeligt. Der er noget næsten sitrende ved den fantasi-eksplosion, der møder denne her meget stramme form, som et rim har,” siger Marianne Iben Hansen.

‘Pølse-sko’
Det er samme legende tilgang til sproget, Marianne Iben Hansen bruger, når hun holder workshops for elever i indskolingen.

“I stedet for at sige til eleverne, at de skal skrive et rim om venskab, kan jeg for eksempel sige til dem, at de skal finde på en masse ord, der starter med ‘B’. Det kommer der som regel en masse sjove ord ud af. Så taler jeg med børnene om, hvilke af ordene de særlig godt kan lide, og hvilke af ordene der er dejlige at sige, eller som har en sjov lyd,” fortæller Marianne Iben Hansen.

Martin Stampe

Hun kan også finde på at hive ordkort op af nogle kasser og spørge børnene, hvad der sker, når de ser ordene.

“Jeg spørger dem for eksempel, hvilke ord de får lyst til at sætte sammen. Det er ikke, fordi de skal bruge dem i rimene bagefter. De skal bare opleve glæden ved at sætte dem sammen på alle mulige skøre måder, så ‘pølse’ og ‘sko’ bliver til ‘pølse-sko’, og ‘sang’ og ‘automat’ bliver til ‘sang-automat’. Bare fordi man kan, og fordi det er sjovt at lege med ord.”

Sammen med børnene tramper hun rytmen, så ordene kommer ind i kroppen. Og inden workshoppen er omme, har børnene lavet både rim og omkvæd og har stolt optaget det til et rapbeat, som Marianne Iben Hansen har med.

På den måde forsøger Marianne Iben Hansen at gøre sproget mindre farligt at gå til. Og responsen fra dansklærerne er ofte, at de er overraskede over at se, hvor begejstret alle børnene deltager. Selv de forsigtige børn, der sjældent siger noget i dansktimerne.

Jeg bliver nødt til at kunne tænke kreativt, uden at der skal være et formål med det

Marianne Iben Hansen, forfatter hos Carlsen

Slip kontrollen
“Jeg tror på, at hvis man kan få ord til at vække glæde og interesse hos eleverne, er det med til at åbne en dør ind til litteraturen og det sproglige univers,” siger Marianne Iben Hansen.

Luk
Sådan kan du arbejde mere legende og sanseligt med sproget i indskolingen

1. Væk børnenes opmærksomhed på ordene i sig selv. Lav eventuelt klassens samling af ord, der enten klinger godt, er svære eller dejlige at sige. 

2. Fokuser på sproget, når du læser med børnene. Ikke kun på handling og indhold. Spørg børnene, hvilke ord og sætninger der kan lide og hvorfor. 

3. Find på rim/sætninger/historier med ordene som springbræt frem for at tage udgangspunkt i et specifikt emne. 

4. Leg med ordene løsrevet, og sæt dem sammen på nye og uforudsigelige måder uden at skulle noget bestemt med det. 

5. Eksperimenter med at lave nonsensrim med vrøvleord eller kendte ord sat sammen, uden at de skal give mening. Lad det i stedet svinge og smage godt. 

Kilde: Forfatter og foredragsholder Marianne Iben Hansen

Men det kræver, at man som dansklærer tør slippe kontrollen og ideen om, at legen med ord skal have et særligt indhold eller formål. Ellers risikerer man, at eleverne holder sig tilbage, fordi de tænker for meget over, hvilke ord der er rigtige og forkerte.

“Jeg har stor respekt for dansklærere. De har et enormt engagement og en stor faglighed. Problemet er, at de er bundet op af alle de her mål om, hvad børnene skal lære. Så der er hele tiden en nyttetanke og en pædagogisk tanke i det, de gør,” siger Marianne Iben Hansen.

Nydelsen er central
Marianne Iben Hansens børnebøger har fået stor plads i folkeskolernes danskundervisning. Men når hun sætter sig ned og skriver, er det vigtigt for hende at holde fast i, at hun skriver, fordi hun elsker ord, og ikke fordi det skal bruges som undervisning.

“Jeg bliver nødt til at kunne tænke kreativt, uden at der skal være et formål med det. Ellers ville mit sprog hurtigt blive slapt og kedeligt. Det er det samme, der sker, når man beder børn om at skrive et rim om et bestemt emne. Det dræber lysten og spændingen ved at lege med ordene,” siger hun.

Derfor insisterer hun også på, at man skal have det sjovt med sproget både som læser og forfatter, og at nydelsen og sansningen er det centrale.

“Hvis jeg støder på tørre beskrivelser af, hvor vigtige rim og remser er for sprogstimuleringen, kan jeg blive helt stødt på sprogets vegne. Det må ikke gå hen og blive en frygtelig alvorlig sag, at man skal lære at læse,” siger Marianne Iben Hansen.

Hun håber, at hendes tilgang til sprog kan være med til at inspirere dansklærere til at turde bevæge sig lidt væk fra læseplaner og ideen om, at alt skal have et pædagogisk formål.

“Det, jeg kan bibringe, er at præsentere ordene uden at skulle noget bestemt med dem. Altså uden at skulle transportere en bestemt forståelse af sproget ind i hovedet på børnene og uden at skulle kategorisere ordene på en bestemt måde,” siger Marianne Iben Hansen.