Gå til hovedindhold

Vinderne af DM i Bogmærke 2026

I samarbejde med Carlsen har Alinea igen i år afholdt DM i bogmærke. Og vi er blæst helt bagover elevernes kreativitet. En jury med forfattere, bibliotekarer og illustratorer fik den svære opgave at skulle vælge en vinder fra henholdsvis indskoling, mellemtrin og udskoling. Se de tre vindere nedenfor.

DM i bogmærke 2026

For tredje år i træk har DM i Bogmærke engageret tusindvis af elever i hele landet og fra alle klassetrin.
Næsten 6000 bogmærker har i år fundet vej gennem posten til forlaget - flere af dem leveret personligt. Bogmærker med glimmer, fedtmaling og klippe-klistreelementer er bare nogle af de kreative udfoldelser, der er blevet sendt ind. Hold fast, hvor er I opfindsomme og iderige ude på skolerne.

”For os viser konkurrencen ikke bare, at I er fuld af gode ideer. Den viser også, at læseglæden og bogbegejstringen bobler på skolerne. Det er en sejr i sig selv,” siger Rikke Bay, Forlagsdirektør for Alinea.

Årets jury har været på hårdt arbejde. Den bestod af illustrator Thomas Hjorthaab, forfatter Sofie Boysen, illustrator Angelica Inigo, forfatter Ditte Wiese og børnebogsbibliotekar Julie Arndrup. Juryen har vurderet alle indsendte bogmærker og kåret vinderbogmærket i hver kategori ud fra parametre som kreativitet, originalitet, karakterdesign og evnen til at skabe læseglæde. 

Se de tre vinderbogmærker

Vinder fra indskoling
3. klasse på Høng Privatskole

3. klasse på Høng Privatskole

Om indskolingsvinderen siger illustrator Thomas Hjorthaab: "Vi kunne rigtig godt lide karakterdesignet og farverne. Og så er der et fantastisk citat på: Alle kan læse, selv dyr kan læse. Det ved vi jo ikke noget om, men det tror vi på".

Vinder fra mellemtrin
5. klasse, Fjelsted Harndrup Skole

5. klasse, Fjelsted Harndrup Skole

Om mellemtrinnets vinder udtaler illustrator Angelica Inigo "Brugen af fedfarver er meget, meget fin, og håndværket er godt. Motivet er spejlet, og vi ser også fra kattens synsvinkel". 

Forfatter Sofie Boysen supplerer "Den er bare super flot. Man kommer ind i et andet univers under havet med denne her kat, og det synes vi er rigtig fint".

Vinder fra udskoling
8. klasse, Skt Ib skole i Horsens

8. klasse, Skt Ib skole i Horsens

For udskolingens vinder siger børnebibliotekar Julie Arndrup "Den er super detaljeret lavet, og vi forestiller os, at der er en bog af eventyr fra hele universet, der åbner sig."

Forfatter Ditte Wiese siger: "Det er noget med at rejse ud i en anden verden. Den er meget dygtigt lavet og farverne er flotte. Og så elsker vi science fiction!"

De tre vindere er blevet kontaktet direkte på mail. På vegne af juryen, Carlsen og Alinea vil vi sige tusind tak til alle jer, som deltog i DM i bogmærke 2026.