Gå til hovedindhold

Hjælp dine elever med eksamen

Det er eksamenstid – og dermed også tid til, at dine elever skal fordybe og forberede sig og til, at du skal bedømme deres faglige præstation. Men mange af dine elever vil helt sikkert få sommerfugle i maven, og nogle vil sågar tale om eksamensangst.  Vi har spurgt lærer, coach og vejleder Christian Arnth Jørgensen om, hvordan du guider dine elever fra frygt til fokus.

Grafik: Eksamen

Hvilke konkrete tegn på eksamensangst bør man som lærer være opmærksom på? 
Det vigtigste er, at du som lærer lægger mærke til, hvis en elev opfører sig anderledes end normalt – det kan være et tegn på, at eksamen fylder for meget indeni. Det kan være, at de stiller rigtig mange spørgsmål, klager over ondt i maven eller hovedet, sover dårligt eller virker meget nervøse. Andre kan virke stille, urolige, triste eller have svært ved at koncentrere sig.

Hvordan får man sine elever til at udvikle realistiske forventninger til eksamen? 
Min erfaring er, at det hjælper meget, hvis du som lærer taler åbent med eleverne om, hvad de kan forvente til eksamen – både hvad der er svært, og hvad de godt kan klare. Hjælp dem med at se, at det ikke handler om at være perfekt, men om at vise det, de har lært. Brug konkrete eksempler og øv eksamenssituationer (prøveeksamener) i klassen og også gerne i de “små fag” som historie eller kristendom, så de ved, hvad der venter dem.

I matematik viser jeg fx altid ministeriets rettevejledning fra sidste års prøver, så de ved, hvad der kræves for at opnå en specifik karakter.

Hvad er din mest effektive strategi til at hjælpe elever med at håndtere deres mulige angst op til eksamensperioden? 
Min erfaring er, at nervøsiteten falder, når elever føler sig forberedte og ved, hvad der skal ske. Når vi øver eksamenssituationer i klassen, er der altid et par elever, der siger: “Er det bare det?” - så ved jeg, at de er klar og har forstået, hvad der skal ske. Så kort sagt handler det om at øve situationen på forhånd, også selvom det tager tid, men prioriteringen er ofte godt givet ud.

Hvordan hjælper man bedst sine elever med at fokusere på det, de kan kontrollere, i stedet for det, de ikke kan? 
De skal fokusere på deres indsats frem for resultatet og passe på ikke at ”overforbedre” sig for meget. Du skal sige til dem: ’Gør det så godt, du kan, så kan du ikke gøre mere.’ Enkelte elever vil også have fordel af at lave en plan for dagene inden eksamen med delmål, så læsemængden og noterne brydes ned.

Har du en praktisk øvelse, man som lærer med fordel kan bruge? 
Man kan bruge en vejrtrækningsøvelse, som er rigtig god. Her skal man:

  1. Lægge begge hænder på maven.
  2. Træk vejret ind gennem næsen, mens man tæller til fire (inde i hovedet).
  3. Hold vejret, mens man tæller til fire.
  4. Pust ud gennem munden, mens man tæller til fire.  

Derudover er det en god idé, at huske eleverne på de ydre rammer, såsom kost, væske og søvn dagen før eksamen. Og så skal du som lærer sætte tid af til elevernes spørgsmål, prøve eksamenssituationen af og give dem vejledning inden prøven.

Hvordan kan man som lærer skabe et støttende og mindre præstationsorienteret klassemiljø? Husk eleverne på, at det “bare” er folkeskolen. De er her for at lære! Italesæt for dem, at et bestemt snit ikke er den eneste vej for at komme ind på en ungdomsuddannelse. Verden går ikke i stå, hvis man får et 00 i prøven i mundtlig dansk. Man kan alligevel godt gå til en optagelsesprøve.

Italesæt også, at alle elever har værdi som mennesker, og at der er forskel på, hvem man er, og det man gør. Man kan sagtens have en dårlig dag ved eksamensbordet og samtidigt være et skønt ungt menneske - men læreren har en meget vigtig opgave i at italesætte dette. Her kan en snak om forskellen på selvtillid og selvværd også være vedkommende.    

Kampagnefelt: Eksamen
Sort fagklub – 7.-10. klasse

Eksamen – klar, parat, ro på

Eksamen – klar, parat, ro på har et indhold, der henvender sig til børn på 12-16 år og er lix: 28. Bogen er opbygget som en eksemplarisk fagbog med indholdsfortegnelse, ordforklaringer og stikordsregister.