Da jeg for tre år siden skulle finde gode cases til en børnebog om klimakrisen, viste det sig at være en svær opgave. Klima var ikke et stort emne i undervisningen, og jeg måtte trække på alle dele af mit netværk for at finde de gode historier. Når jeg fandt lærere, der med begejstring fortalte om deres undervisning, blev det også ret klart, at klima som undervisningsemne går langt ud over pensum og læreplaner.
De lærere, jeg talte med, benyttede sig i stor udstrækning af praksisnær undervisning, hvor de talte med eleverne om alt det, der ligger omkring klimakrisen. En naturfagslærer fik for eksempel stablet en skolehave på benene i den lokale park. Læreren søgte fondsmidler og sendte børnene rundt blandt lokale borgere for at få haveredskaber, der var i overskud. Her kunne børnene få naturforståelse op under neglene. De lærte om forskel på økologisk og konventionel dyrkning ved at prøve sig frem, de lavede kompost og fik en lokal kok til at hjælpe dem med at lave mad af deres grøntsager.
Den form for undervisning, hvor klima kommer ind fra sidelinjen, skaber nogle helt andre åbninger for erkendelse, hvor eleverne kan bruge deres naturlige nysgerrighed til at forstå dele af det komplekse hele. Mine erfaringer med de lærere, der blev til cases i bogen, står i stærk kontrast til, at forskere i en kortlægning af bæredygtighedsundervisning i grundskolen fortæller, at “skolerne opfatter undervisningen i klimaforandringerne som et pres og et tyngende åg på deres skuldre.”
Klimakrisen er også et emne, der kan få bølgerne til at gå højt, det ved alle, der har startet en samtale til en familiefest om, at mange af os spiser for meget kød. Straks flyttes fokus fra forskning og faglighed til personlige præferencer og kulturelle værdier. Klimakrisen er i sin natur et svært emne at bringe ind i undervisningen, og samtidig er det så afgørende, at man giver de næste generationer viden og værktøjer til at navigere i det, der bliver deres fremtid.
Heldigvis er der de sidste par år kommet meget mere fokus på, hvordan vi får klima og omstilling ind i undervisningen. Men for mange lærere er kompleksiteten af klimakrisens årsager, konsekvenser og løsninger stadig en barriere, der gør det svært at gøre forståeligt - og ikke mindst interessant - for eleverne.
Samtidig er det en historie, de fleste ikke kan overskue at læse om. Som den islandske forfatter Andri Snær Magnason skriver i sin klimabog ‘On Time and Water’, er klimakrisen blevet til en form for hvid støj, som mennesker ikke reagerer på længere. Vi kan se et indslag i nyhederne om Valencia i Spanien, der oversvømmes af vandmasserne, men vi forholder os ikke til den store sammenhæng eller til risikoen for, at vi selv kunne stå i samme situation.
Klimakrisen er ifølge Magnason som sorte huller i rummet, vi heller ikke kan se med det blotte øje. Astrofysikere beskriver sorte huller ved at undersøge de nærliggende stjerner, fordi de ikke kan observeres direkte. De spiser lyset, der kunne gøre det muligt at se dem. På samme måde mener han, at vi skal fortælle om klimakrisen. Vi skal bevæge os rundt om den, frem i tiden, tilbage i tiden, være personlige, bruge myter såvel som videnskab til at forklare klimakrisen.
Ligesom Magnasons sorte huller, der trækker i stjernerne omkring dem, kan vi vise eleverne, at klimakrisen trækker i os gennem genstande, begivenheder, personer, planter og dyr. På den måde kan vi forsøge at komme udenom Per Espen Stoknes’ fem barrierer og vise, at klimakrisen faktisk er nærværende og relevant for alle menneskers hverdag - også selvom vi lejlighedsvis stikker hovedet i sandet.
Sofie Hviid er en del af virksomheden Klimajournalisterne og har siden 2018 specialiseret sig i formidling af klima og bæredygtighed. Med en efteruddannelse i adfærdsdesign og nudging arbejder hun ud fra en viden om, hvad der skaber reelle adfærdsændringer. Hun er forfatter til børnebogen ‘Klimasej - 20 sjove ting du kan gøre for verden’, der udkom i 2022 og blev nomineret til årets børnefagbog.
Sådan tænker du psykologien ind i din undervisning
Hold fokus på det konstruktive, men vær ærlig om alvoren. Mange børn og unge er dybt bekymrede og har brug for at tale om klimakrisen.
Inddrag inspirerende cases som mennesker, der har startet en organisation mod madspild, opfundet grøn teknologi eller har samlet deres naboer om grønne fællesspisninger. Det kan hjælpe eleverne med at se, at der også er muligheder i den grønne omstilling.
Sæt billeder på en positiv fremtid. Inddrag alle de fordele, der er ved en grøn omstilling af samfundet, så eleverne kan se, at de kan få gode liv.
Vær ikke bange for, at der kommer følelser ind i klasselokalet. Det værste, vi kan gøre, er ikke at tale om elefanten i rummet.
Brug børnenes naturlige nysgerrighed og vær konkret. Inddrag lokalområdet, så klima og omstilling bliver håndgribeligt.
Lad eleverne arbejde med emner, der relaterer sig til deres egen hverdag, som f.eks. tøj, mad, elektronik eller mental sundhed. Det gør klimadiskussionen mere personlig og meningsfuld for dem.
I undervisningen bør der lægges vægt på de positive valg (cykel frem for bil giver sundere kroppe, genbrugte ting er billigere, og grøn mad er sundere), som eleverne kan træffe i hverdagen, fremfor at fokusere på, hvad de ikke må gøre. Det skaber en mere konstruktiv og motiverende tilgang til klimaadfærd.
Respektér altid de negative følelser, også når du ikke forstår dem. Nogle børn og unge er meget bekymrede og har ikke brug for at få at vide, at det nok skal gå, at det ikke er så slemt, eller at deres egne handlinger ikke betyder noget. Mød dem der, hvor de er - og hjælp dem til at se, hvordan de kan spille en rolle uden at opleve, at de skal bære ansvaret alene.
Artiklen er et uddrag fra Klimaopturs videnskatalog. Læs den fulde artikel i kataloget her.
Gratis forløb
Tag del i en klimaoptur
På Koncentrat finder du ’Klimaoptur’ – et gratis forløb. Dine elever skal undersøge klimaet og læse om udfordringer og fremskridt inden for den grønne omstilling. Til sidst skal de selv prøve kræfter som klimajournalister, der jagter løsninger.
