Gå til hovedindhold

Sådan bliver vejlederen en succes

Rikke Petersen brænder for matematik – og for undervisningen i lige netop det fag. Hun er selv matematikvejleder og matematiklærer gennem 25 år. Hun underviser desuden på læreruddannelsen. Her giver hun sine bedste råd til, hvordan man lykkes som matematikvejleder, og hvordan man som lærer bruger vejlederen bedst. 

qa_rikkepetersen_artikel_top.jpg
Mikkel Bendix

Hvad mener du er de største udfordringer for en matematikvejleder?
”Det er ikke klart defineret, hvad en matematikvejleders rolle rent faktisk er. Derfor skal mange vejledere forklare deres kolleger, hvad det egentlig er, de er uddannet til. Samtidig forventer mange lærere, at vejlederen kan komme med ’den lette løsning’ på deres udfordringer i undervisningen. Men der er ikke noget quickfix, og det er heller ikke det, vejlederen er uddannet til at finde frem til.”

Hvad er det, matematikvejlederen skal?
”Som matematikvejleder er man uddannet til at have nogle andre perspektiver på de udfordringer, man står med i matematikundervisningen. Men det er vigtigt, at man løser de her udfordringer sammen med lærerne, og at det sker med udgangspunkt i netop undervisningen – og ikke de enkelte elever. Det er undervisningen, lærerne har mulighed for at ændre på, for at se, om de ændringer skaber en forandring for eleverne.”

Hvordan bruger lærerne bedst deres vejleder, hvis de har udfordringer i deres undervisning?
”Man skal først og fremmest give vejlederen lov til at være en del af lærerens verden. Derfor skal vejlederen med i undervisningen og forberedelsen af undervisningen. Man skal også vide, at det ikke er vejlederens rolle at rette på nogen. Vejlederen skal sammen med lærerne afprøve forskellige ting, så det ikke bare bliver mere af det samme. For det er jo det, der ikke går godt.”

Hvad kan vejlederen gøre for at styrke samarbejdet med lærerne?
”Vejlederen skal bruge sin viden og uddannelse til at sætte nogle andre øjne på undervisningen. Man kan sige, at vejlederen har en lidt bredere ryg, når det kommer til undervisningen i matematik, og kendskab til flere metoder, materialer eller undervisningsformer, som kan bringes i spil.

Men man skyder sig selv i foden, hvis man tror, at man er en ekspert, der kan ændre en masse. De gode resultater kommer i tæt samarbejde med kollegerne, der jo også har en masse erfaringer.”

Samarbejdet med kollegerne – mener du, det er det bedste ved at være matematikvejleder?
”Ja, blandt andet. Og så at man kan svælge i det, man selv synes er sjovt og spændende – altså matematikken. Det er et privilegium, at man får lov til at opleve så mange forskellige perspektiver på undervisningen. Og så er det altså fedt, at man kan være med til at udvikle undervisningen. Det er ganske enkelt fantastisk.”