Bryd den negative fortælling

De fleste matematiklærere kender dem. Eleverne, der har svært ved matematik. Ofte viser problemerne sig allerede i 1. klasse. Eleverne er urolige eller sidder apatiske og kigger ud ad vinduet. Og som årene går, mister de mere og mere selvtillid.

Forskellige bud lyder, at 15-17 % eller helt op til 20 % af eleverne i grundskolen er i matematikvanskeligheder.

“Der kan være neurologiske årsager, men det kan også handle om undervisningen eller den selvfortælling, eleverne har med hjemmefra,” siger forfatter Trine Trentemøller.

Hun er medforfatter til bogen Dyskalkuli og andre matematikvanskeligheder og har gennem flere år beskæftiget sig med ordblindhed
i skolen og skrevet flere bøger om det emne.

Dyskalkuli, der også går under betegnelsen 'talblindhed', har de seneste år haft stor bevågenhed fra både forskere og fagprofessionelle. Men ifølge Trine Trentemøller er det kun en lille del af de elever, der har vanskeligt ved matematik, der har dyskalkuli. Forskerne anslår det til kun at være 1-2 % af eleverne. For resten af eleverne handler matematikvanskelighederne om noget andet.

“Når vi taler om matematikvanskeligheder, taler vi ikke kun om de børn, der har dyskalkuli, men om alle de børn, der af den ene eller den anden grund har svært ved matematikken,” siger Trine Trentemøller.

Selvtilliden tilbage
Det betyder, at langt størstedelen af de elever, der har svært ved matematik, har potentialet til at lære det. For mange er det blot et spørgsmål om at ændre deres mindset og tilrettelægge matematikundervisningen på en anden måde:

“Vi bliver nødt til at arbejde med at kunne sætte os ind i, hvordan det er for de elever, der har det sværest. Ellers mister de troen på sig selv. Hvis de har oplevet en masse nederlag i undervisningen, har det en indvirkning på deres tro på, om matematik er noget, de nogensinde kommer til at mestre. Derfor handler det om at give dem selvtilliden tilbage,” siger Trine Trentemøller.

Hun peger på, at nogle af eleverne kommer fra familier, hvor fortællingen er, at i deres familie er man dårlig til matematik.

“Jeg synes, det er interessant, at den fortælling, der er i familien om, at matematik er svært, hænger fast i børnene og kan fortsætte i generationer. Det bliver en selvopfyldende profeti,” siger hun.

Derfor er det vigtigt, at man som matematiklærer har fokus på de elever, der begynder at få den selvfortælling, og at man sikrer, at eleven får oplevelser, hvor han eller hun mestrer faget, og hvor der ikke er fokus på, om facit er rigtigt eller forkert.

“Hvis eleverne forestiller sig, at de skal kunne matematikken i forvejen, så ER det svært. Derfor handler det først og fremmest om at skabe et trygt læringsmiljø i klassen, hvor det er tilladt at stille spørgsmål, og hvor der er mere fokus på processen end på det færdige resultat,” siger Trine Trentemøller.

Fokus på processen
Netop didaktikken er ifølge Trine Trentemøller vigtig at kigge på, hvis man vil finde forklaringen på, hvorfor nogle af eleverne allerede tidligt i folkeskolen giver op i forhold til matematikken.

“Der er nogle steder et stort fokus på færdigheder, hvor eleverne bruger meget tid på at træne de fire regningsarter. Nogle gange på tid. Det er selvfølgelig væsentligt at træne, men måske skal der i stedet mere fokus på fagets kompetenceområder,” siger Trine Trentemøller.

Hun peger på, at man som matematiklærer i højere grad bør have fokus på den undersøgende matematik, hvor det er processen frem for resultatet, der er fokus på:

“Jeg tror, det er væsentligt, at man kommer væk fra retorikken om, at matematik handler om, at noget er rigtigt eller forkert. Hvis der er meget entydigt fokus på facit, kan man få nogle elever, som får en oplevelse af, at de er dårlige til matematik og opgiver at lære det,” siger Trine Trentemøller.

Det skal give mening
Det entydige fokus på facit er netop noget af det, matematiklærer og forfatter Lennart Børsting bevidst har gjort op med i sin undervisning af 10. klasse-elever på TiendeklasseCenter Roskilde (TCR).

“I matematik er det let at give eleverne flere opgaver, da mange portaler bugner med opgaver. Jeg oplever, at mange elever har følt sig overhældt med opgaver og ender med at blive apatiske,” siger han.

Han er medforfatter til MAT10, som er et grundsystem udviklet til 10. klasse. Her er undervisningen bygget op omkring fælles aktiviteter, hvor alle elever kan være med uanset forudsætninger.

“Min erfaring er, at eleverne har brug for nogle fysiske aktiviteter, der tager udgangspunkt i deres hverdag. Det handler om at folde matematikken ud, så den bliver konkret og forståelig for de unge,” siger Lennart Børsting.

Det kan for eksempel være at se på, om der er forskel på, hvordan elevernes mobiltelefoner bliver ladet op. Eller det kan være at sammenligne hitlister på Spotify og se på, hvor mange minutter en sang fra 1980'erne i gennemsnit varede i forhold til en sang i 2020.

Gruppearbejde
Ved at tage udgangspunkt i matematiske problemstillinger fra elevernes egen hverdag bliver hverdagssproget gradvist til fagbegreber, som procentregning og statistik.

“Meget ofte oplever jeg, at eleverne finder ud af, at de kan masser af matematik. Også dem, der for længst har opgivet og mistet troen på sig selv,” siger Lennart Børsting.

Men det kræver, at alle eleverne bliver inkluderet i undervisningen, og at deres kompetencer bliver synlige.

Mange års eksklusion sætter sine spor hos de unge. Derfor lader jeg dem arbejde sammen i grupper, hvor det er muligt at fejle uden at falde igennem, og hvor det er processen og refleksionerne undervejs, der er vigtige, og ikke så meget det endelige resultat,” siger Lennart Børsting.

Hans råd til andre matematiklærere er: Brems lidt ned. Udvælg dit stof med omhu, og træk hverdagen ind i matematikken. Træd et skridt tilbage, og lad eleverne undersøge opgaven i fællesskab.

“Jeg har en større tro på, at jeg kan finde ud af det”

Olivia Lildballe Møller, 17 år, 
10. klasse på Campus Køge
Jeg forstod ikke matematik i folkeskolen. Sådan har det været lige siden 1. klasse. Jeg havde bare svært ved det. Egentlig havde jeg helt opgivet matematik. Men allerede fra første dag i 10. klasse mærkede jeg en forskel.

Efter jeg startede i 10. klasse, har jeg fået mere lyst til at høre efter, hvad læreren siger. Det er blevet meget mere spændende, og jeg føler, at jeg forstår matematikken meget bedre nu. Det er skyldes den måde, vores lærer underviser på. Men det er også fordi, vi laver flere fysiske aktiviteter sammen i matematiktimerne.

Min nye matematiklærer er god til at forklare tingene på en måde, så man har lyst til at høre efter. Både fordi han sætter det i relation til noget, vi kan genkende fra vores hverdag, og fordi vi laver forskellige aktiviteter i stedet for at sidde ned. For eksempel har vi lige målt, hvor høj skolen er. Det gjorde vi ved at gå udenfor og måle skyggen af bygningen og så sammenligne skyggen med skyggerne fra lygtepælene og andre ting. De fysiske aktiviteter betyder, at det er nemmere at forstå, hvad matematikken går ud på.

I min gamle skole sad vi mere ned. Vi blev bedt om at regne nogle opgaver. Og så stod læreren oppe ved tavlen og snakkede. Det gjorde matematikken meget mere indviklet.

Her løser vi som regel opgaverne i fællesskab. Det gør, at man selv er en del af det. Man kommer tættere på hinanden, og man husker matematikken bedre.

Jeg skal til matematikeksamen lige om lidt, og det har jeg det fint med. Jeg føler mig ikke lige så fortabt, som jeg gjorde sidste år i 9. klasse. Det kan godt være, at min karakter ender med at være den samme. Men nu forstår jeg matematikken meget bedre. Og det synes jeg er fedt.

Jeg har fået en større tro på, at jeg kan finde ud af det og kan huske alt, hvad vi har lavet af matematik i 10. klasse. Jeg kan ikke huske noget af det, jeg lærte i 9. klasse. Det er alligevel tankevækkende.

“Nu tør jeg stille spørgsmål uden at føle mig dum”

Mie Riis Jørgensen, 17 år, 
10. klasse på Campus Køge
Gennem hele min skolegang har jeg haft et stramt forhold til matematik. Når min lærer snakkede i folkeskolen, var det ligesom volapyk. Jeg tænkte, at hvis ikke jeg sagde noget, opdagede de andre nok ikke, hvor lidt jeg forstod. Derfor sagde jeg aldrig noget i timerne.

Da jeg startede på en ny skole i 10. klasse, havde jeg ikke særligt høje forventninger til mig selv. Jeg havde det sådan, at hvis bare jeg fik 02 i karakter, ville jeg være glad. Men allerede i starten af 10. klasse ændrede mit forhold sig til matematik. Nu synes jeg faktisk, det er ret hyggeligt. Og jeg forstår matematik meget bedre end før.

Jeg mærkede forandringen allerede fra første matematiktime. Min lærer sagde, at hvis der var noget, jeg ikke forstod, var det hans måde at forklare det på, der var noget galt med. Det handlede ikke om mig. Det har gjort en kæmpe forskel. Nu tør jeg stille spørgsmål uden at føle mig dum.

Før havde jeg svært ved at se, hvad jeg skulle bruge matematikken til. Nu giver det mening på en helt anden måde. For eksempel har vi lige haft en leg, hvor vi skulle kaste med terninger og prøve at udregne sandsynligheden for, at vi ramte en streg. Det var sjovt. Og sandsynlighedsregning gav pludselig mening for mig.

Noget andet, der har gjort en forskel, er, at vi har meget mere gruppearbejde. Det er rart at være flere om at lave opgaverne. Så behøver jeg ikke at sidde alene og være frustreret over, at jeg ikke kan finde ud af det. Mit råd til andre matematiklærere er helt klart at lave mere gruppearbejde. Det gør det meget sjovere at lave opgaverne.

Jeg vil nok altid have et billede af mig selv som en, der er lidt længere tid om at forstå matematik. Men jeg er helt klart blevet bedre til det. Før forstod jeg ikke, hvad opgaverne gik ud på. Det gør jeg nu. Jeg er blevet bedre til at række hånden op, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Og jeg har fundet ud af, at jeg har noget at bidrage med, når vi løser opgaverne sammen. På den måde har jeg fået meget mere selvtillid.