Anette Lunge er lærer på Hornslet Skole og har netop videreuddannet sig som sprogfagsvejleder. Hun har altid set sig selv som én, der er nysgerrig og åben over for alt det nye, ofte med god hjælp fra sine kolleger.
“Jeg har en iboende nysgerrighed, og det ved mine kolleger godt. Så de har mig ofte i tankerne og er gode til at sige: ‘Prøv at se her, der er snart Sproglærerforeningens konference, kunne det ikke være spændende for dig?’” fortæller Anette Lynge. Og hun mærker det tydeligt på eleverne, når hun gør dét ekstra. Det bringer nemlig leg og latter ind i timerne.
“Jeg mærker deres begejstring, og at de godt vil. Jeg mærker også, at de kan deltage, og det er noget af det, der er min største motivation. Lige nu har jeg en 5. klasse, og de er så umiddelbare. Når de spørger mig: ‘Hvornår skal vi det der igen, Anette?’ er det et klart pejlemærke for mig,” fortæller Anette Lynge.
Det vigtigste er elevernes engagement
Det ekstra, som Anette Lynge tager med ind i sin undervisning, henter hun ikke kun på konferencer, men også fx på sociale medier og igennem læremidler.
Man skal huske, at det jo ikke kommer af sig selv. Jeg henter det flere steder fra siger Anette Lynge.
Man kan snildt kalde Anette Lynge for en ildsjæl. Men hun ved også godt, at hun bruger meget ekstra energi på at finde inspiration til undervisningen.
“Min rolle som vejleder er at være en inspirator. Hvis de kan bruge noget af det, jeg gør, så gør det mig glad. Men man vil ikke komme til at se mig presse mine kolleger til at efterligne mig eller høre mig sige til dem, at hvis I gør sådan, så bliver det meget sjovere. Min rolle er i høj grad at være den, der søger inspiration uden for skolen for at bringe det med ind som afprøvning og en inspiration,” siger Anette Lynge.
Når Anette Lynge vil prøve nye ting af med sine elever, så spørger hun ofte sig selv: Har jeg tid til det? Og er det indsatsen værd? For det meste bliver det et ja.
“Der skal ikke så meget til, før jeg får overbevist mig selv om, at det skal vi da prøve. Når jeg så ser eleverne være totalt optagede, motiverer det mig bare endnu mere, og jeg kan se, at det var det rigtige at gøre,” siger Anette Lynge.
Elevernes engagement og deres muligheder for over-hovedet at kunne være med i undervisningen er noget af det vigtigste for den 50-årige lærer og vejleder:
"Det gør jo ondt på mig, når jeg ser elever, der er maksimalt pressede, fordi de ikke kan deltage. Der lægger jeg nogle ekstra kræfter, og så blomstrer de. Jeg har haft elever gennem hele systemet, som ender med at gå glade til deres afgangsprøve. Bagefter er de kommet til mig og har sagt: ‘Det lykkedes, fordi du så mig og kunne se, hvad jeg havde brug for’. Det gør mig glad, og jeg kan se, at det er det hele værd.”
Åbn vinduerne ud mod verden
Når Anette Lynge kan se, at eleverne er på og engagerede, så ved hun, at hun gør noget rigtigt.
eTwinning er nok noget af det vildeste, jeg har prøvet. Her er det virkelig muligt at åbne vinduerne ud mod verden og vise eleverne, hvad sprog kan. De er så stolte, når de finder ud af, hvad de evner
Anette Lynges elever havde forbindelse med en klasse i Portugal, hvor de blandt andet skulle lave plakater med danske traditioner for at fortælle om Danmark og dansk kultur.
“De gjorde sig virkelig umage. Da de så fik noget igen den anden vej, som de portugisiske børn havde gjort sig umage med, så syntes de bare, det var så sjovt. Det var vildt at se dem møde verden på den måde. Det var meget motiverende for dem, og det bekræfter mig i, at det, jeg vælger at bruge ekstra tid på, er det rigtige,” siger Anette Lynge.
Få alle med
Anette Lynge har altid haft fokus på at få alle elever med. Men det tog fart, da hun for en del år tilbage måtte erkende, at der sad en gruppe elever i hendes klasse, der havde svært ved at følge med. Og at det var hende, der måtte undervise på en anden måde.
“På et tidspunkt blev jeg meget optaget af, hvordan jeg kan få min undervisning til at passe bedre til ordblinde og de fonologisk usikre. Jeg spurgte simpelthen mig selv: Hvad kan jeg gøre?” fortæller Anette Lynge.
Anette Lynge bevægede sig længere og længere ind på ordblindeområdet. På et tidspunkt indkøbte skolen ordblindematerialet Help, som hun begyndte at arbejde systematisk med. Materialet blev hurtigt en uvurderlig hjælpende hånd i Anette Lynges undervisning, så hun blev begejstret, da hun opdagede, at forfatterne var på vej med et helt nyt materiale.
“Jeg var på kursus, og forfatterne fortalte mig om det her nye materiale Words, de var i gang med, som jeg meget hurtigt fik fat i. Det er gennemarbejdet og kan noget for alle. Words er bare er et sindssygt godt grundmateriale,” fortæller Anette Lynge og uddyber:
“Et fælles grundmateriale betyder virkelig meget. Det betyder, at vi i teamet har et fælles sprog. Det var også et af mine klare argumenter, da vi skulle vælge et bogsystem til hele skolen. Der skal være en fælles retning på det, vi gør.”
Et fælles bogsystem
Før skolen indkøbte Words, og nu også Yes we can, havde de kun forældede bogsystemer. Og lærerne stykkede deres undervisning sammen af forskelligt materiale, de fandt rundtomkring. Ønsket var et fælles bogsystem, som kunne agere rød tråd, men de havde svært ved at finde noget, som de syntes passede til dem.
“Så fandt jeg Words, og jeg spurgte min kolleger: Hvad siger i til det her? Jeg tager ikke en beslutning, uden at mit team er med indover," forklarer Anette Lynge.
Skolen bruger nu Words på 3. og 4. årgang til at give eleverne det fonologiske stillads, der er så vigtigt. Og Yes we can er de i gang med at implementere på 1.-6. årgang. Ifølge Anette Lynge er det to systemer, de slet ikke kan undvære.
"Men et grundsystem må ikke stå alene," siger Anette Lynge og fortsætter:
“Jeg har mit grundmateriale, som er gennemtænkt og systematisk, og så har jeg det andet, jeg lægger oveni, som også får mig lidt ud på gyngende grund, og som giver det ekstra i undervisningen, der skal til for at begejstre både mig og mine elever. Nysgerrighed og begejstring, det er nok det, der allerbedst kendetegner min måde at undervise på. Jeg har brug for, at det er sjovt. På en måde kan man sige, at det er egoistisk, for det er min egen glæde, jeg søger. At den glæde så smitter af på eleverne, er det, der gør, at det hele falder i hak."
