“Nye læsere har behov for at kunne genkende fortællingen”

Josefine Ottesen er aktuel med serien om drengen Arn, der er inspireret af sagnet om Amled og foregår i en vikingeverden.

Hvad er det ved vikingetiden, der fascinerer?
Jeg elsker at arbejde i mytiske miljøer. Hvis jeg i stedet skrev en socialrealistisk historie om Anders, hvis forældre er gået fra hinanden, har jeg allerede stødt mange læsere fra mig. Samtidig bliver en historie skrevet i nutiden meget gammel på kort tid, fordi mobiltelefoner ikke ser ud på den måde længere, moden har ændret sig, og vi taler på en anden måde. I vikingetiden kan jeg placere en interessant følelsesmæssig udviklingshistorie, som er mere langtidsholdbar.

Hvad er det for en udviklingshistorie?
Arn er kongesøn, og hans far bliver myrdet af onklen. Altså historien, som vi også kender fra Shakespeare og Amled. Der er en forestilling om, at drenge i 10-12-årsalderen kun gider læse noget, hvis det er sjovt eller fyldt med blod. Men de tumler faktisk med store spørgsmål om livet. Arn går fra barn til voksen og skal forholde sig til svære ting. På en lidt anden måde, end læserne gør. Men historien handler netop om den store fortælling om at gå fra at være ingen til at være nogen. Det er grundfortællingen fra eventyr, som alle kan genkende og spejle sig i.

Hvorfor er det vigtigt at bruge den grundfortælling?
Når man er ny læser, skal man have en forestilling om, hvad der sker om lidt i bogen. Man skal kunne gætte rimelig sikkert, hvor handlingen bærer hen, og kunne digte med. Hvis det er for overraskende eller ukendt, står man af. Det svarer lidt til en fodboldkamp. Alle ved, hvor målene står, og hvad reglerne er. Det er ikke en overraskelse, at der bliver scoret. Spændingen ligger i, hvordan spillet sker på vej til målet. Nye læsere har brug for et univers, hvor reglerne ikke er for fremmede. Jeg bygger mine bøger over en formel, som har holdt i 50.000 år, mon ikke den også holder min levetid ud?

Serien er skrevet i et lix-tal på 15, er det et benspænd?
Jeg læser altid mine egne bøger ind som lydbøger og er på den måde opmærksom på, at sproget skal have rytme og være interessant. Jeg giver også sproget spænding med ord, som er ukendte for læserne, men som de kan forstå i sammenhængen. På den måde får de nye ord. Jeg tror, et af de store problemer for læsning i dag er, at børn ikke lærer at danne billeder selv. De får billederne i den digitale tidsalder. Det gør det skriftlige sprog mindre tilgængeligt, fordi det kræver, at man kan danne billeder af ordene. I Arn-serien har vi illustrationer, der understøtter fortællingen, men vi trapper ned på billedmængden over de tre bøger. Fortællingen skal være stærk nok til, at de læser videre, selv når illustrationerne fylder mindre.

Letlæste bøger beskyldes nogle gange for ikke at være “rigtig” litteratur. Hvad mener du om det?
Jeg har mødt 16-17-årige skoledrenge, som fortæller mig, at den eneste bog, de har læst frivilligt, var Drageherren. Sådan noget gør mig virkelig stolt. Skal der stå noget på min gravsten, skal det være: "Hun fik børn til at læse". Det kan ikke være mere fornemt.

Arn

ARN er en serie om venskab, vikinger og ære.