"Hvorfor er det altid så skidedeprimerende, det, vi skal læse?"

De himmelvendte øjne var som et spejl, der blev holdt op foran hende.

Dansklærer Saskia Gees Pedersen havde netop præsenteret eleverne i sin 9.-klasse for en novelle, der handlede om skilsmisseforældre.

“Hvorfor er det altid så skidedeprimerende, det, vi skal læse i dansk?” stønnede pigen med de himmelvendte øjne og kiggede på hende.

“Det spejl burde jeg have holdt op for mig selv for længst, for hun havde jo ret. Alt det, som jeg i årevis havde udsat dem for af noveller, handlede om enten skilsmisse, misbrug, druk eller forældre, der ikke er til stede. Og det er da frygteligt deprimerende,” siger Saskia Gees Pedersen, der er dansklærer på Søndermarkskolen på Bornholm.

Siden den dag har hun aktivt ledt efter noget mere opløftende litteratur, men det er ikke nogen nem opgave.

“Det er som at lede efter en nål i en høstak. Der er bare ikke særligt mange ’bare det var mig’-historier. Langt de fleste er ’godt, det ikke er mig’- eller ’pokkers, det er mig’-historier. Jeg savner ungdomslitteratur med mere humor og lethed,” siger Saskia Gees Pedersen.

Kollegaer drukner i alvorlige tekster
Saskia Gees Pedersen har været dansklærer i 13 år, og hun er ikke alene om at have svært ved at finde dansktekster med en positiv stemning.

"Alle mine kollegaer Kæmper med det samme problem . Vi har måske hver især en enkelt litterær tekst, der er et alternativ til den tunge socialrealisme, som i mange år har præget ungdomslitteraturen, men en enkelt tekst er ikke meget," siger Saskia Gees Pedersen. 

Det er ikke, fordi hun synes, de alvorlige tekster er irrelevante. Problemet er, at der i forvejen er meget, der tynger, når man er 14 eller 15 år:

“Deres forældre har fucket klimaet op. Der er krig, og der er fattigdom. Der er nogen, der slår, og nogen, der krænker. Det bliver meget hurtigt lidt håbløst. Jeg tænker, at emnerne indimellem er meget store og tunge. Det kan være svært at overskue, når man er så ung, for hvad skal man gøre ved alle de problemer?” siger Saskia Gees Pedersen.

Teenagere elsker at pille navle 
Hun undrer sig over, hvorfor der ikke er mere ungdomslitteratur, der på en humoristisk måde indgyder håb og handlekraft:

“Teenagere elsker noget, der er lidt navlepillende. Noget, der handler om dem selv eller andre 14-årige, som de kan identificere sig med. Men hvis det, de kan identificere sig med i litteraturen, er mobning, druk og skilsmisse, bliver det meget deprimerende. For hvor er håbet henne?” siger Saskia Gees Pedersen.

Hun oplever, at der er mange elever i udskolingen, der har lavt selvværd. De synes ikke, de er tynde nok eller smukke nok. Og netop derfor er der brug for litteratur med handlekraftige rollemodeller, som de kan identificere sig med.

“Humor og selvironi bryder jo mange ting. Uanset om det hele er noget lort, og livet indimellem er røv og nøgler. Det kunne være rart med litteratur, der kan vise de unge, at det er muligt at tage livet i egen hånd og komme ud på den anden side,” siger Saskia Gees Pedersen.

Mere prestige i det alvorlige
“Kim Fupz er et godt eksempel på en forfatter, der skriver både let og humoristisk, og som kan tage nogle svære ting op og vende det lidt på hovedet. Det samme med Jesper Wung-Sung. Men den form for litteratur er der desværre ikke meget af,” siger Saskia Gees Pedersen.

En anden forfatter, der bevidst har fravalgt den alvorlige tone, er Gitte Løkkegaard. Hun er blandt andet forfatter til børnebogsserien om Ruth-Viola og har også skrevet flere ungdoms- bøger. Blandt andet ungdomsbogen Mathilde Jensens Første Gang, der handler om en pige på 17 år, der lover sig selv, at hun ikke vil være jomfru længere.

“Bogen handler om at være ung og føle sig unormal. Jeg bruger humoren til at gøre det unormale til noget normalt og genkendeligt, som læseren kan identificere sig med, og som man kan grine af i stedet for at græde over,” siger Gitte Løkkegaard.

Hun mener ikke, at humoren og alvoren behøver at udelukke hinanden. Men hun oplever, at andre forfattere og folk i branchen synes, det er mindre prestigefyldt at skrive let og humoristisk.

“Det bliver betragtet som finere at skrive om tunge emner. Flere har sagt til mig: ’Hvorfor skriver du ikke om det svære? Du har jo selv haft en tung barndom?’ Men for mig er humoren jo netop en måde at skrive om det svære i livet på,” siger Gitte Løkkegaard.

Tendensen er ved at vende
Forlagsdirektør på Carlsen, Kaya Hoff, bekræfter, at der i en del år har været en tendens til, at den lette børne- og ungdomslitteratur er blevet betragtet som mindre fin sammenlignet med den mere alvorstunge litteratur.

“Både blandt forfattere og anmeldere er det nok blevet anset som lidt finere at skrive om de svære emner. Humoristiske børne- og ungdomsserier bliver ofte opfattet som let underholdning,” siger Kaya Hoff.

Det er også en af grundene til, at særligt ungdomslitteraturen i mange år har været til den tunge side.

“Der findes masser af fantasy og underholdende ungdomsbøger, men det er rigtigt, at det er de store eksistentielle emner, der fylder mest. Især her i Skandinavien,” siger Kaya Hoff.

Hun tror, at det er en tendens, der er ved at vende:

“Jeg oplever, at det begynder at blive mere velanset at skrive sjovt og let. Måske fordi vi befinder os i en tid og i en verden, der i forvejen er præget af tungsind. Vi har brug for noget optimisme. Derfor tror jeg også, at vi i de kommende år vil se mere alsidig litteratur til både børn og unge,” siger Kaya Hoff.

Væk fra det håbløse
For Gitte Løkkegaard har det ingen betydning, hvad andre forfattere tænker.

“Uanset hvilken kritik jeg får, kan jeg ikke skrive på en anden måde, end jeg gør. Jeg kan ikke være i det tunge og håbløse univers,” siger Gitte Løkkegaard.

Hun får ondt i maven over at skrive om børn, der bliver svigtet. Derfor er forældrene i hendes bøger også altid “grundokay”.

“De er langt fra perfekte, men det er forældre, der viser omsorg for deres børn. Der skal være en grundtone af, at verden er okay. Det er noget, jeg er meget bevidst om, når jeg går i gang med at skrive,” siger Gitte Løkkegaard.

Det er ikke, fordi jeg ignorerer, at livet kan være svært. Men det er vigtigt for mig at indgyde håb. 

Gitte Løkkegaard, forfatter 

Læselysten er vigtigst
På samme måde er hovedpersonerne i Gitte Løkkegaards bøger altid handlekraftige børn, der tager magten i egne hænder, selvom de ikke altid passer ind i systemet.

“Det er ikke, fordi jeg ignorerer, at livet kan være svært. Men det er vigtigt for mig at indgyde håb og vise, at det er børnene, der har fat i den lange ende. En børnebogsanmelder sagde engang noget om, at man skal lade lyset være tændt i børneværelset, når bogen er slut. Det er jeg fuldstændig enig i. Vi må ikke efterlade dem fortvivlede,” siger Gitte Løkkegaard.

Og så er der læselysten. Den er det vigtigste: “Når børn griner og overgiver sig, når man dem også. Når de griner, læser de bogen færdig. I min verden er det det vigtigste: at bøger giver børn lyst til at læse, og at de bliver begejstrede over det, de læser,” siger Gitte Løkkegaard.