Sådan lyder det fra Master i specialpædagogik Lis Pøhler om at komme godt fra start som læseguide. At hjælpe en elev med at blive en bedre og mere selvhjulpen læser handler om meget mere end bare ord og bogstaver. Det handler om at få et samlet billede af eleven inden undervisningen tilrettelægges. Lis Pøhlers Læseguiden giver dig inspiration til hvordan.
“Hej, jeg skal have to elever i 3. klasse, der er på børnehaveklasseniveau. Er der nogen her, der har ideer til, hvad jeg kan lave med dem?”
Eksemplet stammer fra en Facebook-gruppe for lærere, som Lis Pøhler er medlem af. Og ifølge Lis Pøhler er det netop sådan et spørgsmål, der viser, at der er brug for hendes bog Læseguiden. Spørgsmålet understreger nemlig vigtigheden i hendes pointe om, at man som lærer skal kende sine elever, før man kan guide dem i læsning.
“Der findes ingen snuptagsløsninger, når det handler om at guide elever i læsning.”
”For hvad vil det sige at være på børnehaveklasseniveau? Gælder det elevens modenhed? Elevens læsekompetence? Elevens bogstavkompetence? Eller elevens almene viden?” spørger Lis Pøhler og fortsætter:
”Hvis læreren ikke har gjort sig klart, hvor udfordringerne ligger, så kan man jo ikke hjælpe eleven. Altså; der findes ingen snuptagsløsninger, når det handler om at guide elever i læsning.”
At lære at læse er en kompliceret proces, der tager tid, og hvor hele formålet med at guide børn gennem læsningens jungle i øvrigt er at gøre sig selv overflødig. ”Læreren viser vej, men børnene skal selv gå,” forklarer Lis Pøhler.
Kunsten at være en god læseguide
I bogen kan man læse sig til, at en god læseguide er en voksen, der både er sensitiv, kreativ og fleksibel. Og det betyder, at læseguiden:
- kan aflæse elevens personlighed
- kan motivere eleven til at yde, selvom det er en svær opgave
- er lydhør, forstående og tydelig i sine krav til eleverne
Med andre ord; den gode læseguide mestrer struktur, overskuelighed og genkendelighed i sin undervisning.
En anden vigtig forudsætning for at være en god læseguide er, ifølge Lis Pøhler, at man som lærer har forstået og erkendt, at ingen elever er ens. Virkeligheden er den, at bag hver elev gemmer sig et menneske med forskellige personlige, sociale og faglige kompetencer, som læreren må tage hensyn til.
Hvis man som læseguide ikke medtænker alle parametre fra starten, så er der stor sandsynlighed for, at udbyttet ikke lever op til forventningerne, skriver Lis Pøhler i bogens indledning.
Læseguiden vil typisk være dansklæreren, men det kan også være en skolepædagog, en lærerstuderende eller medhjælper.
Kom godt fra start – spørg ind
Det er det indledende arbejde, som Lis Pøhler håber, at skolerne vil opprioritere. Når læseguiden skal tilrettelægge undervisningen, skal denne tage hensyn til, hvem det enkelte barn er, hvor barnet kommer fra, og hvilke forudsætninger barnet har med sig.
”Det er vigtigt at få talt med eleverne om deres oplevelse af sig selv som læsere – eller måske snarere: som skriftsprogsbrugere. Ved at lytte til elevernes fortællinger om hvor, hvornår og hvordan de læser og skriver i dagligdagen, så får man også et billede af, hvor, hvornår og hvordan man mest hensigtsmæssigt kan møde dem, der hvor de er,” fortæller Lis Pøhler.
“Se eleven. Lyt til eleven. Giv eleven en oplevelse af, at læsning og skrivning er noget, vi taler om.”
Hvordan kan det være, at den del mangler, tror du?
”Fordi rigtig mange lærere og pædagoger ikke har den fornødne viden om, erfaringer med og metoder til den ’særligt tilrettelagte undervisning.’ Lærerne bliver kun undervist i det i begrænset omfang på seminarerne, og pædagogerne bliver det slet ikke. Og derfor bliver den særligt tilrettelagte (læse)undervisning, ofte reduceret til træningskurser i specifikke fejltyper fremfor en helhedsorienteret læseundervisning på elevens niveau.”
Helt basic, hvordan anbefaler du, at man kommer godt fra start med eleven?
”Som lærer kommer man godt fra start ved at tage sig tid til en indledende og uformel snak med eleven: Se eleven. Lyt til eleven. Giv eleven en oplevelse af, at læsning og skrivning er noget vi taler om. Spørg fx: Hvad læser/skriver du? Hvor og hvornår læser og skriver du? Hvad har du sidst læst, som ikke var skolerelateret? Hvad gør du, når du ser udenlandske film i biografen eller i fjernsynet? Kan du læse undertekster? Hvordan orienterer du dig på computeren og mobilen? Hvad bruger du internettet til?”
Du screener eleven …?
”Man screener via samtalen – og på bare 10 minutter har man fået et godt førstehåndsindtryk af elevens personlige og kognitive kompetencer,” siger Lis Pøhler.
Efter den indledende samtale giver man som læseguide eleven nogle opgaver, så man kan få et billede af elevens elementære kompetencer, i blandt andet læsehastighed, læserigtighed, stavning, skrivning, etc.
Hvor hurtigt kan man danne sig et godt indtryk af eleven?
”Denne første ’screening’ kan gennemføres på 45 minutter, og så har man masser af materiale, som kan danne grund for den første periode af den særligt tilrettelagte undervisning med realistiske mål, som eleven har mulighed for at indfri,” fortæller Lis Pøhler og fortsætter:
”Hvis man ved, hvad man skal kigge efter, spotter man relativt nemt, hvor behovet er størst. Måske skal man fokusere på læsehastigheden? Måske på ordgenkendelsen? Måske på elevens tiltro til overhovedet at kunne lære noget nyt. Og man skal altid starte med det, som man tror, man nemmest kan gøre noget ved.”
Iagttagelse og rod på rygraden
Lis Pøhler har udviklet ”Læseiagttagelsesmodellen”, som både er rammen for den indledende screening og rammen for tilrettelæggelse af undervisningen. Modellen har hun formaliseret i et skema, der består af syv iagttagelsespunkter af elevens:
- Almene viden
- Personlige forudsætninger
- Kognitive forudsætninger
- Sprogforståelse
- Tekstforståelse
- Ordgenkendelse
- Skrivning
”De her iagttagelsesparametre skal sidde på læseguidens rygrad,” siger Lis Pøhler. Læseiagttagelsesmodellen giver et helt naturligt og godt fundament for det videre arbejde med eleven.
”Man vil kunne spørge sig selv: Hvordan skal jeg arbejde med ’Peter’? Hvordan skal jeg lære ham at læse mellem linjerne, lære ham at stille spørgsmål til teksten, lære ham at undre sig? Og ikke mindst, hvordan kan jeg lære ham at opdage sine egne fejl?”
“Eleven skal vide, hvad det er, jeg som lærer gerne vil have ham eller hende til at gøre.”
Det med at kende sine fejl er vigtigt?
”Ja! Mange af de elever, som modtager en særligt tilrettelagt undervisning, reflekterer ikke selv over egne fejllæsninger. De er vant til, at læreren reagerer, hvis de læser forkert, og de slutter derfor meget logisk, at hvis læreren ikke har reageret, så har jeg læst rigtigt. Men det er ikke læreren, som skal opdage fejllæsningerne. Det skal eleverne selv.”
“Når de opdager egne fejl, er det tegn på, at de reflekterer over det, de læser. Det er en helt afgørende forudsætning for at udvikle læsningen. Og i den her proces er det utrolig vigtigt at rose – ja ligefrem skamrose – eleven. Eleven skal vide, hvad det er, jeg som lærer gerne vil have ham eller hende til at gøre.”
Korte faser – glade børn
Lis Pøhler understreger samtidig vigtigheden af at sætte realistiske mål og kun have fokus på et eller to faglige områder ad gangen.
”Tag det i faser – se, hvor langt du kommer på to måneder. Evaluer, og vid, hvad næste realistiske skridt er,” siger Lis Pøhler.
Hvornår kan man lave særligt tilrettelagt undervisning? Hvornår er der tid til det?
”Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at der var tid til, at man kunne påtage sig den opgave i den understøttende undervisning, for eksempel. Så man undgår at tage eleven ud fra den almindelige danskundervisning, som jo også er vigtig at få med.”
Der er ingen nemme løsninger, når det gælder læsning, men kan man tale om hurtige og gode resultater her?
”Det kan man ikke sige noget konkret om. Man skal huske på, at der er nogle elever, som jævnligt har brug for sådanne særligt tilrettelagte forløb, fra de starter i skolen, til de går ud af 9. eller 10. klasse. Og så er der andre, der kan klare sig med nogle forløb i 3. klasse og så måske igen i 7. klasse.
”Det vigtigste er ikke, om svage læsere går ud af skolen med 02 eller 4 i karakter. Det vigtigste er, at vi får glade børn ud af skolen; børn der også har klaret sig godt personligt. Men det er klart, at hjælp til at blive en god eller bedre læser, er en del af det. At være glad og tilfreds med sig selv og vide, at man kan klare sig.”
