I skoleåret 16/17 havde vi en dag, hvor vi i vores matematikfagteam brainstormede på, hvad vi skulle bruge vores matematikfagtimer til, og der syntes mange, at det sproglige var svært at få hul på. Ofte sidder eleverne jo og laver opgaverne skriftligt uden at få sat ord på,” fortæller lærer Gitte Stenberg Rosenkilde fra Islev Skole.
Det der snakke-gen, man kan have som lærer, det kan være en udfordring.
I fagteamet talte de dernæst om, hvordan de kunne få sat gang i et øget fokus på sprog, og Gitte Stenberg Rosenkilde fortæller, at skolen valgte at slå to fluer med ét smæk, så alle aktioner i deres aktuelle aktionslæringsforløb foregik i matematiktimerne og fik et sprogligt fokus.
”Så der var vi heldige, men projektet skulle jo helst ikke stoppe der, så for stadig at holde liv i processen med sprogarbejdet har vi i dette skoleår inddraget vejlederne i dansk som andetsprog. De er med til at planlægge, være en del af undervisningen og efterfølgende evaluere forløbet – og det er ikke kun med tanke for de tosprogede, for matematik er et sprog, alle skal lære.”
Gitte Stenberg Rosenkilde fortæller, at det i de små klasser meget gælder om at sige sætningen i stedet for bare at sige tallene, mens det i de større klasser typisk handler om forskellige opgaver, hvor eleverne kan øve fagbegreberne.
”Det kan for eksempel være en øvelse, hvor en elev forklarer en geometrisk figur for en anden ved hjælp af så mange fagbegreber som muligt, og den anden så skal tegne figuren ud fra forklaringen. Og her er det altså ikke nok at sige, at den anden skal tegne en firkant.”
En sprogbank med øvelser
Lærerne på Islev Skole har fem fagteammøder om året, hvor sproget i matematikken er et fast punkt. Her udveksler de så erfaringer med de forskellige øvelser, og på den måde sørger de for at holde fokus, ligesom de samler de gode øvelser i en sprogbank, så det er let for alle at tilgå dem.
Hun er ikke i tvivl om, at det øgede fokus på sprog betyder en vis omstilling for læreren.
Det er en stor omstilling. Jeg tager også stadig mig selv i at tænke ’Hov, nu er det mig, der står og forklarer i stedet for at få en elev til det.
”Man skal især holde sig for øje, hvad målene er – hvilke 10 fagbegreber var det for eksempel lige, det var vigtigt at få styr på? For ellers kan det godt skride. Og så skal man vænne sig til, at man ikke bare kan give et facit, men at man skal gå ind og argumentere for det, og at det er eleverne, der skal sige det. Det er en stor omstilling. Jeg tager også stadig mig selv i at tænke ’Hov, nu er det mig, der står og forklarer i stedet for at få en elev til det.’ For så snart jeg taler, så tier de jo stille og lytter. Så det der snakke-gen, man kan have som lærer, det kan være en udfordring, og det er noget, vi lærere skal huske at minde hinanden om.”
For eleverne fortæller Gitte Stenberg Rosenkilde, at det især er den skriftlige del, der er en udfordring. Her er det desuden tydeligt, at dem, der allerede skriver godt, også har en fordel inden for matematikken, ligesom lærerne generelt kan se, at børn i dag ikke skriver så meget som tidligere.
I undervisningen tog de derfor udgangspunkt i det mundtlige, og hun har også kunnet se klare fremskridt.
Deres ordforråd bliver udvidet, og det synes jeg, er en bonus.
”Jeg kan godt blive glad, når eleverne siger: ’Her har vi en polygon’ i stedet for at sige figur. Så kan jeg høre, at de har fået fokus på de fagbegreber, og at de nu kommer naturligt til dem. At noget, der startede lidt som en leg med diverse små opgaver, nu kan ses i opgaveløsningen. Det er det samme, når eleverne kan genkende den samme ting under forskellige navne: For hvis man kun har brugt plus og minus, er det svært at lære en regel fra en formelsamling, hvor man ikke bruger de ord. Så deres ordforråd bliver udvidet, og det synes jeg, er en bonus. Jeg har en 9. klasse, og det er i hvert fald ikke et fremmedsprog for dem at sige symmetri, polygon, eller hvad det nu kan være. Og vores hypotese er så, at eleverne bliver mere præcise i deres sprog, når de arbejder med de her ting,” siger Gitte Stenberg Rosenkilde og tilføjer, at når de får nye elever fra andre skoler, kan hun tydeligt mærke, at de ikke har haft fokus på disse ting.”
De siger for eksempel: ’Jamen, det der ved jeg slet ikke, hvad betyder’, og så siger mine elever: ’Jo, jo, det er sådan og sådan’. Så det er eleverne, der forklarer det, i stedet for mig – så bliver jeg også lidt glad.”
Politisk fokus
Gitte Stenberg Rosenkilde har arbejdet med sprog i matematik i 20 år, men det var først i forbindelse med projektet fra skoleåret 16/17, at hun har været en del af et større projekt. Og der er en verden til forskel, fortæller hun.
Matematikfaget er gået fra at være et meget resultatorienteret fag til at være et meget kommunikativt fag.
”Det kræver nogle ressourcer til, at man kan følge op på hinanden lærerne imellem, finde et fælles fodslag og skabe en rød tråd gennem undervisningen, og det kræver, at ledelsen er med. Jeg har været lærer i 20 år og er også sproglærer og har altid talt sprog, men det har meget været mig selv – jeg har ikke haft føling med, hvordan det ellers var på skolen, men det synes jeg, jeg har nu. Det er ikke, fordi vi har det på hver eneste time, men der er et løbende fokus. Nogle gange er det også bare lige at lave en lille leg i klassen på 10 minutter, hvor sproget er i centrum, så eleverne får sagt og hørt begreberne, nærmest uden at de opdager det,” siger hun og tilføjer, at det også har gjort det lettere, at der er kommet politisk fokus på emnet:
”Matematikfaget er jo gået fra at være et meget resultatorienteret fag til at være et meget kommunikativt fag – du skal vide, hvad ordene betyder; hvad det betyder at undersøge, at forklare, man skal kunne stille hypoteser op osv. Man kan ikke bare sige, at svaret er 7. Så jeg tror, det er kommet for at blive.”
