Terningerne ruller, tændstikkerne tælles, og plasticlågene triller ned på gulvet og samles op igen. For eleverne i Anne-Christine Webers klasser er konkrete materialer en helt naturlig del af lektionerne. Og mange af materialerne er frit tilgængelige for eleverne, så de selv kan tage det ned fra hylderne, de skal bruge.
Hun lægger vægt på, at eleverne bliver fortrolige med de forskellige materialer og inddrager dem som et værktøj, de kan støtte sig til, når de skal løse opgaver.
“Det er forskelligt, hvad der virker bedst for den enkelte, så de skal have mulighed for at tage de materialer frem, som passer til dem,” siger hun.
Taktile sanser
Anne-Christine Weber har lige siden tiden på læreruddannelsen interesseret sig for at inddrage forskellige læringsstile og gøre undervisningen alsidig. Det, at eleverne fysisk kan vende og dreje og røre ved matematikken, er i sig selv en vigtig pointe. Hun ser ofte elever, der får en aha-oplevelse, netop fordi de afprøver matematikken med hænderne.
“Tallet syv danner ikke nødvendigvis billeder inde i hovedet på en elev. Vi arbejder meget med mange forskellige repræsentationer af tal. Sidder eleverne med noget fysisk, de kan pille fra hinanden og sætte sammen på forskellige måder, så skaber det nogle billeder, som sætter sig fast, som de senere kan bruge, når det bliver mere abstrakt igen. Det er også min overbevisning, at de husker matematikken bedre på den måde,” siger hun.
Aktiviteterne kan også have et element af leg over sig, fx når eleverne med bind for øjnene skal føle sig frem til forskellige geobrikkers form, der er lagt i en pose. Hvad er det største kvadrat eller den mindste trekant i posen?“Man taler meget om læringsstile, og mange børn har brug for at røre ved ting, når de skal lære. Samtidig er der også noget spænding og leg i sådan en aktivitet, og det kan styrke deres motivation,” fortæller hun.
God støj og disciplin
Men hvad kræver det af eleverne, når de har fri adgang til materialerne i timerne? Kommer terninger og centicubes på plads igen? Og hvad med uro?“
Der skal lidt disciplin til at få det til at fungere, så der ligger noget opdragelse i det. De skal lære, at man lægger tingene tilbage, hvor de blev taget. Men det er ikke noget stort problem, fordi de allerede vænner sig til det, fra de begynder i klassen,” siger hun.
Hun mener heller ikke, at støjen er noget stort problem:
“Det er klart, at der kommer lidt støj, når man arbejder med aktiviteter. Der er ting, som falder på gulvet og elever, der taler sammen. Men jeg oplever ikke, at det er særligt forstyrrende. Det er den gode arbejdsstøj,” siger hun.
Skal slippe det igen
Konkrete materialer indgår på mange planer i Anne-Christine Webers lektioner. Både når eleverne skal lære nye begreber, men også når de skal øve ting, de allerede kender. Fx er de et vigtigt redskab, når eleverne skal indlære regnestrategier eller talforståelse. Men det er også vigtigt, at de ikke bliver afhængige af at bruge materialer, hver gang de skal regne, siger hun.
“Meningen er, at materialerne skal være en hjælp i starten, indtil de har regnestrategierne siddende på rygraden.”
“Det går simpelthen for langsomt, hvis det er den eneste strategi, de har. Meningen er, at materialerne skal være en hjælp i starten, indtil de har regnestrategierne siddende på rygraden. De fleste lægger selv materialerne på hylden, når de opdager, at det går hurtigere uden. Nogle har brug for lidt mere hjælp til at slippe dem,” siger hun.
Start småt
Anne-Christine Weber fortæller, at hun er meget opmærksom på at udtænke nye aktiviteter og finde materialer i hverdagen, hun kan bruge i undervisningen. Æggebakker, mælkelåg og andre hverdagsting. Hun er også medforfatter på to bøger med tips og ideer til at bruge konkrete materialer.
Men hun erkender også, at det kan være en tidskrævende affære at arbejde med. Især når det er på et nyt emne, hvor man ikke har afprøvet aktiviteter med materialer før. Hendes råd er derfor at begynde småt og udvide, jo mere sikker man bliver.“
Det kræver lidt overskud at arbejde med konkrete materialer. Jeg kom selv i gang ved at prøve mig frem lidt ad gangen. Man kan begynde med mindre ting der, hvor det giver mening,” siger hun.
