Interview med forlagsredaktør og læsevejleder Trine Risom-Andersen
Hvorfor er det vigtigt, at vi har fokus på, at også de ældste elever i grundskolen læser meget og ofte?
Det har altid interesseret mig, hvordan vi forholder os til, at tekstmængden og tekstkompleksiteten stiger i udskolingen samtidig med, at motivationen for at læse falder. Det er jo et faktum, at rigtig mange elever holder op med at interessere sig for at læse efterhånden, som de bliver ældre. Meget tyder på, at det at læse, holder op med at give mening for dem. Så for mig er elevernes motivation for at læse, deres læseforståelse og deres faglige indlæring og meningsskabelse knyttet meget tæt sammen.
Kan du uddybe det?
Hvis eleverne ikke er trænet i at håndtere den tekstkompleksitet, som de møder i udskolingen, på ungdomsuddannelsen og på deres videregående uddannelser, så bliver det meget svært for dem at tilegne sig ny viden. Det handler om tekstmængden, men det handler også om de genrer og teksttyper, de arbejder med. Hvis de ikke er blevet undervist i, hvordan de anvender forskellige læseteknikker og læseforståelsesstrategier, alt efter formålet med læsningen, så ender det jo med, at eleverne sidder på gymnasiet og tror, at alt skal nærlæses. Og så er det helt sikkert, at de giver op meget hurtigt.
Her er der så nogle, der måske vil sige, at det også er vigtigt bare at læse for oplevelsens skyld.
Ja, men det er det også. Men hvis vi skal have lyst til at læse for oplevelsens skyld, skal vi også opleve, at vi mestrer vores læsning. Og vi oplever først, at vi mestrer vores læsning, når vi forstår det, vi læser. Og det er derfor, at jeg mener, det er så afgørende, vi ikke kun fokuserer på, at eleverne først skal lære at afkode og bagefter lærer at anvende læseforståelsesstrategierne. Det er hamrende vigtigt, at eleverne lige fra begyndelsen bliver undervist i de her strategier, og at de også får mulighed for at læse nogle helt lette bøger, som giver mening, og som også fortæller en god historie. Så bliver det ikke bare afkodning for afkodningens skyld, men tydeligere, at afkodningen og læseforståelsen hører sammen.
Du taler både om læseglæde og læsemotivation – hvad er forskellen?
Der er forskel på at tale om læseglæde og læsemotivation. Vi har ikke nødvendigvis behov for, at alle børn og unge sidder med armene oppe over hovedet og elsker at læse tykke romaner og masser af faglitteratur i deres fritid. Men de skal kunne skabe læsemotivation ved at finde mening med det, de læser. Vi kan ikke kun tale om lystlæsning og frilæsning, og vi kan heller ikke kun tale om afkodning og faglig læsning. Læsningen har så mange nuancer. Derfor er det også nødvendigt, at vi voksne understøtter lige der, hvor det enkelte barn finder sin vej ind i læseglæden. Her kan vi gøre en forskel ved at undervise eksplicit i læseforståelse. For når børn og unge, og det gælder i øvrigt også voksne, bliver bevidste om, hvilke læseforståelsesstrategier, de bruger, og hvilket udbytte de har af strategierne på forskellige niveauer, og i forskellige faser af deres læsning, så bliver de også bevidste om, hvordan de tager strategierne frem igen, og bruger dem i andre sammenhænge. Så når eleverne oplever, hvordan læsningen fører til mere viden, og derfor også skaber større mening og glæde ved at lære i det hele taget, er vi jo nået langt.
Er vi ikke mange, som ikke er specielt bevidste om, hvad det er vi gør, når vi læser?
Jo, men derfor er det også så vigtigt, at vi ikke bare forventer, at eleverne har denne bevidsthed – at de bare åbner en bog og læser derudaf og forstår og bruger alt det, de læser. Og det er jo derfor, at vi som voksne – både i skolen og derhjemme – har et kæmpe ansvar for at lære børnene at blive bevidste om meningen og glæden ved at læse. Så er der også større mulighed for at de fortsætter med at læse med stor læselyst resten af livet.
Hvilken rolle har skolens PLC i den sammenhæng?
Det er super vigtigt, at vejlederne fra PLC samarbejder med læsevejlederne, og sådan er det også på mange skoler. Men sammen skal vi som ressourcepersoner have et endnu større fokus på de ældste elever, så vi ikke kun koncentrerer os om at skabe læsere, men også fokuserer på at fastholde eleverne i deres læsning. PLC kan udbyde mindre kurser i fx studieteknikker som skimmelæsning og notatskrivning. Sådanne kurser er rigtig gode afsæt for faglærernes og læsevejledernes arbejde med elevernes læseforståelse. Men også i overvejelser om udvikling af skolens læsebånd, har skolernes PLC en vigtig rolle. Og så er det jo typisk PLC, der udvælger og indkøber de bøger, som eleverne låner. Det er vigtigt, at eleverne bliver tilbudt bøger, der både udfordrer og motiverer og har den gode historie i centrum. Og så må vi også gerne se efter bøger, der afprøver nye formater og genrer.
Hvad er det konkret, vi kan gøre? Som lærer og læsevejleder?
For det første skal skolen prioritere, at undervisningen i læseforståelse skal fortsætte op i udskolingen og desuden vægte, at læseundervisning ikke kun handler om, at eleverne sidder stille og læser selvstændigt, men at al læsetid bliver forvaltet som undervisning. Når vi taler på det mere praktiske plan, så giver det gode resultater, at prioritere strukturerede samtaler med eleverne om læseforståelsesstrategier.
Det kan være en utrolig øjenåbner, hvordan de her unge, når de bliver spurgt, faktisk er utroligt skarpe på, hvad det er de gør, når de læser, også de fagligt svage elever. I mit afgangsprojekt på læsevejlederuddannelsen undersøgte jeg, hvordan vi gør elever i udskolingen mere metakognitive i deres individuelle valg og brug af læseforståelsesstrategier. Og det viste sig, stik imod hvad jeg havde regnet med, at det ikke var de elever, der var fagligt stærkest, der var bedst til at reflektere over de strategier, de brugte i deres læsning. Det var absolut de fagligt svageste elever. Forklaringen er, at rigtig mange af de fagligt svage elever har modtaget specialundervisning eller undervisning på mindre hold. Derfor er de blevet undervist i at være bevidste om, hvordan de lærer bedst. Og er derfor blevet rigtige gode til at arbejde bevidst med deres strategier.
Kan du give nogle konkrete eksempler på, hvordan sådan en struktureret læsesamtale kan foregå?
Det gælder om sammen med eleverne at gøre formålet med læsningen tydelig. Og sammen undre sig over, hvad der sker, når vi organiserer indholdet i en tekst. Hvad er det, der sker, når vi opsummerer? Og når vi arbejder med enkeltstående ord i teksten og folder betydningen af dem ud? Når vi først er der, hvor eleverne ikke kun reflekterer over, hvad de ikke forstår, men også over hvad de forstår, så oplever de, at de kan genanvende deres viden og strategier i andre sammenhænge. Så hvis vi bruger disse læsesamtaler i læseugen, læsebåndet, i forløb om faglig læsning og i læseundervisningen i det hele taget – så kommer vi virkelig langt med elevernes forståelse af det, de læser.
Her til sidst. Mange vil mene, at en Jumbobog eller en tegneserie ikke er rigtig litteratur og derfor ikke er oplagt læsestof – men hvad nu, hvis børn og unge virkelig finder glæde i at læse netop det?
Jeg ville aldrig nogensinde fjerne en bog fra en elev – en bog, som han eller hun finder så megen læseglæde i. Til gengæld ville jeg tale med eleven om, hvad det er, der er fedt ved netop den slags bøger, så jeg ville vide, hvilken litteratur jeg skulle guide eleven videre til. Der er mange børn, som elsker den genre, og det er også derfor, at vi nu udgiver tegneserier og andre lidt utraditionelle letlæsningsbøger. En af dem, vi er på vej med, er tegneserien Portal, som er gennemillustreret og lækkert bygget op med korte sætninger i et sprog, som eleverne kan spejle sig i – skrevet og tegnet af nogle af de aller bedste, vi har. Sådan en tegneserie er jo et perfekt skridt videre efter Jumbobogen og et rigtig godt afsæt til faktisk at møde skønlitteraturen i et nyt format, og måske også forstå, at det, jeg læser, faktisk er okay. Så hvis Jumbobogen er den, der åbner elevens læseglæde og skaber mening, så synes jeg, at det ville være helt forkert at makulere den.
