Dette er et engangshæfte til undervisning af elever med ordblindhed og fonologiske vanskeligheder. Materialet kan bruges fra 3. klasse og fremefter.
Tilgang
I Ord undervises eleverne i tre relevante ordlæse- og stavestrategier med det formål at give dem solide og overskuelige strategier til at læse og stave ord.
En af de grundlæggende strategier i Ord er den multisensoriske teknik ’tapping’, der hjælper eleverne med at fastholde bogstavernes lyde i arbejdshukommelsen. Herudover giver strategien eleverne en taktil og kinæstetisk fornemmelse for syntese, altså at lydene kan samles til en sammenhængende lydstreng i form af stavelser og ord.
Materialet understøtter elevernes brug af læse-skriveteknologier som f.eks. ordforslagsprogrammer, fordi læse- og stavestrategierne i Ord gør det lettere for eleverne at vælge den rigtige bøjningsform eller den rigtige vokal.
Indhold
Ord 5 er det femte og sidste elevhæfte i serien, og eleverne arbejder i dette hæfte med endelser. Ord 5 bygger videre på Ord 1, 2, 3 og 4, hvor eleverne arbejdede med lydrette enstavelses- og flerstavelsesord, vokallyde, rødder samt for- og efterstavelser.
Ord 5 består af følgende kapitler:
- Navneord i ental og flertal
- Navneord i bestemt og ubestemt form
- Udsagnsord i nutid
- Udsagnsord i datid
- Kort tillægsform
- Lang tillægsform
- Evaluering
- Ordliste.