"Uddannelsesbladet"
2010-01-01
Man fornemmer stor pædagogisk og formidlingsmæssig erfaring hos de to forfattere, som kun skal have ros for denne udgivelse
I vore dage oplever undervisere meget ofte, at elever og studerende mangler selv de allermest almene kundskaber om stavning og grammatik. Derfor er det godt, at denne enkle, men glimrende opslagsbog er udgivet – til gavn for både undervisere, elever og studerende.
Forlaget alinea har lanceret en ny serie af opslagsbøger til folkeskolens ældste klasser, ungdomsuddannelserne og ældre studerende. Serien er tænkt som en hurtig vej til viden og redskaber i arbejdet med tekster og sprog.
Denne lille og uprætentiøse håndbog giver et hurtigt overblik over dansk grammatik, tegnsætning og en række ofte forekommende sproglige fejltyper. Bogen er ikke en grammatik i traditionel forstand med progression i indlæringen, men et værktøj, som i enkle og selvstændige opslag præciserer det formelle grundlag, som er en forudsætning for et godt mundtligt og skriftligt dansk.
Inddelingen er for så vidt ganske traditionel:
-Ordklasser
-Syntaks
-Sætningsled
Sætningstegn
-Kommatering
-Forvekslinger
-Stikord
Samlet rummer bogen ikke færre end 227 opslag med korte forklaringer og eksempler til uddybning heraf. Lidt overraskende - men for denne anmelder helt naturligt - bruges hovedsageligt latinske betegnelser med de danske i parentes, når det skønnes nødvendigt.
Bogen er udgivet i et lille og særdeles praktisk format, som sikrer en nem adgang til alle opslag og giver et hurtigt overblik. Samtidig medfører størrelsen og de relativt få sider en lav vægt, som også gavner anvendeligheden. Bogen kan nemt ligge åben ved siden af computeren. Denne glimrende opslagsbog vil på grund af den enkle form og lette opslag kunne få stor udbredelse både for elever i folkeskolen og på erhvervsuddannelserne, kursister på avu, studerende på hf og KVU m.fl. Samtidig sikrer den lave pris, at man ikke blot kopierer til et helt hold eller klasse.
Naturligvis finder man ingen billeder i bogen, men til gengæld er opsætningen fremragende: med almindelige sorte opslag, grønne indrammede felter med forklaringer og røde henvisninger. Det er genialt gjort og hjælper den læsesvage elev, kursist eller studerende.
Man fornemmer stor pædagogisk og formidlingsmæssig erfaring hos de to forfattere, som kun skal have ros for denne udgivelse. Desuden fortjener forlaget Alinea ros for initiativet med denne nye serie – lad os bare få nogle flere i samme kvalitet og format.
Køb bogen