Thomas underviser højtbegavede børn

Thomas Wilhjelm er lærer på en skole for højtbegavede børn, hvor han underviser på matematikfagets turbohold. Det kræver masser af åbne og abstrakte opgaver. Men behovet for differentiering og voksenkontakt er mindst lige så stort som på andre skoler.

Thomas Wilhjelm har undervist landets bedste små matematikhjerner i 12 år nu. Det er en meget anderledes oplevelse at være lærer for de allerdygtigste elever. Og samtidig er der ting, som er overraskende ens. Differentiering for eksempel.

”Der er mindst lige så stort behov for differentieret undervisning hos os som på andre skoler. IQ-spektret i en almindelig klasse
går måske fra 70-130. Vores optagelseskrav er 130. Men det er ikke allround. I en klasse kan der sagtens sidde elever, der i forhold til matematik har en IQ på 100-110, mens andre sprænger skalaen med 160. Så som lærer har jeg fuldstændig de samme udfordringer med differentiering. Det er bare rykket en tand op,” fortæller han indledningsvist.

Han nævner også voksenkontakt som et af de behov, der er i hans klasser såvel som på almindelige skoler. For:

”Hvis man tager de nederste to procent og øverste to procent i en helt almindelig klasse, så har begge grupper væsentlig større behov for at have en personlig relation med læreren. Det har den store midtergruppe ikke i så høj grad. De har behov for relationer med deres jævnaldrende. Så ligesom lærere i andre skoler skal være parate til at give meget af sig selv til de kognitivt svageste elever, skal jeg gøre det samme for de kognitivt stærkeste,” fortæller han.

Når det er sagt, så er der mange ting, der er meget anderledes, når man underviser de stærkeste. Blandt andet fordi de faktisk også er det modsatte.

KRISTIAN GRANQUIST

De opgaver, Thomas Wilhjem stiller sine elever, er ofte meget åbne eller abstrakte, og eleverne skal ofte selv finde vejen til løsningen. Det er også vigtigt, at de som det første får at vide, hvad de skal bruge en bestemt opgave til ude i den virkelige verden.

Meget skeptiske elever
Atheneskolen er en privat friskole for højtbegavede børn. Det er her Thomas Wilhjelm underviser. Eleverne bliver optaget, hvis det kan dokumenteres, at de har en begavelse ud over det sædvanlige. Det kræver en IQ-test. Det kræver også, at de diagnoser, som børnene i øvrigt måtte have – en del befinder sig i autismespektret – ikke må overskygge deres høje begavelse.

Lærernes vej ind på skolen er mere forskelligartet. For Thomas Wilhjelm er den gået gennem et studie i matematik og økonomi over statskundskab og videre i læreruddannelsen. En cocktail af kompetencer, som hjælper ham som lærer for de ekstraordinært begavede.

Og også ekstraordinært krævende:
”De skal have lov til at holde lange enetaler.” ”Der skal være tid til, at de kan stille en masse nysgerrige spørgsmål.”

”De er meget skeptiske og
kritiske over for lærere.”

”De er asynkrone og kan
være 1, 2, 3 år bagud modenhedsmæssigt.”

”Der er en stor andel af perfektionister, som kan blokere fuldstændig og gå i stå.”

Sådan lyder nogle af de udfordringer, som Thomas Wilhjelm møder som lærer. Udfordringer, som også gælder for den (statistisk set) ene elev med høj begavelse, som de fleste lærere i folkeskolen har i en klasse.

Det er min opgave at gøre et givent emne nyt og spændende for den dygtigste elev.

Thomas Wilhjelm

Alle bliver set og hørt
Thomas Wilhjelms undervisning tager udgangspunkt i Blooms taksonomi og omvendt undervisning, det vil sige ’top down’. Hvert eneste emne tager udgangspunkt i det højeste taksonomiske niveau og dermed i den stærkeste elev i klassen.

”Meget undervisning tager udgangspunkt i den store midtergruppe. Det betyder, at de stærkeste elever ofte glemmes. Det er min opgave at gøre et givent emne nyt og spændende for den dygtigste elev. Herfra breder jeg undervisningen ud efter, hvad de andre kan få ud af det. På den måde sikrer jeg, at de allerstærkeste altid føler sig set og hørt. Det udgangspunkt er også den enkleste måde at sørge for, at alle i klassen bliver set,” fortæller Thomas Wilhjelm.

Konkret betyder det, at han til sine timer altid har forberedt matematikopgaver i 3-4 sværhedsgrader plus et antal ekstraopgaver til dem, der bliver hurtigt færdig. Dertil kommer, at han kun underviser i bestemte emner en eller to uger ad gangen, for så at vende tilbage til det måneder efter.

”Det er en måde at sørge for, at der bliver progression og ikke for meget gentagelse. Ellers går eleverne i stå. De er nødt til at føle, at de bliver præsenteret for nye ting hele tiden. Det er et grundelement. Det går ikke med den grundighed, hvor vi træner det vigtigste igen og igen, som er vigtigt på mange andre skoler,” fortæller Thomas Wilhjelm.

Færre matematiktimer
De opgaver, som Thomas Wilhjem stiller sine elever, er ofte meget åbne eller abstrakte. Ofte skal eleverne selv finde vejen til løsningen. De kan blive sendt ud i skolegården med beskeden: Find ud af det. De fleste undervisningsmaterialer laver han selv. Fordi:

”I starten kom en elev i 4. klasse hen til mig og sagde: ”Thomas, mener du virkelig det her?” Han havde fået opgaver fra en 7. klassebog, som handlede om, hvad han tjente i løbet af et år på sit fritidsjob. Det er jo ret irrelevant i 4. klasse. Det støder vi på hele tiden. Derfor giver vi dem opgaver på tavlen i stedet for,” fortæller han.

Det er også vigtigt, at eleverne som det første får at vide, hvad de skal bruge en bestemt opgave til ude i den virkelige verden. For eksempel har eleverne fået til opgave at finde frem til, hvordan de bygger en bro i papir, så den holder bedst. Eller hvordan de optimerer uddelingen af nødhjælp til tre katastrofeområder fra to lufthavne – økonomisk eller i forhold til CO2-udledning. Valg kan også give anledning til opgaver om valgmandssystemet i USA eller de nøgler, som bestemmer fordelingen af mandater i Folketinget.

Det kunne måske lyde, som om faget matematik fylder meget på en skole for børn med høj IQ. Men det er faktisk modsat. På Atheneskolen undervises der kun i matematik fire timer om ugen.

”Der er skåret meget ned for matematik for at gøre plads til andre fag som filosofi, latin, kommunikation og sociale kompetencer, som de også har brug for at lære. For de kan sagtens nå deres pensum i matematik på fire timer om ugen,” siger Thomas Wilhjelm.

5 RÅD, NÅR DER ER ET HØJTBEGAVET BARN I KLASSEN

1. Mit bedste råd til almindelige skoler er at lave ’enrichment clusters’. Samle de højtbegavede børn 1-2 gange om ugen i skoletiden eller som et tilbud efter. Give dem opgaver, hvor de skal have mange bolde i luften, men også så de møder ligesindede børn.

2. Sørg også for som lærer at have lidt ekstra med i ærmet til det barn i klassen, der er højtbegavet, så han eller hun ikke kun får ’mere af det samme’.

3. Højtbegavede børn sjusker ofte og laver fejl af kedsomhed. Det skal de fralæres. En måde er at give dem nummer 4, 7 og 10 ud af 10 regnestykker. Hvis de laver dem uden at sjuske, slipper de for de syv resterende opgaver. Laver de fejl, skal de lave tre regnestykker mere. Husk at sikre dig, at fejlen skyldes sjusk og ikke, at de ikke har forstået metoden.

4. Sørg for at vende opgaver om, så de starter på det højeste niveau i Blooms taksonomi. Eleven er i forvejen dygtig, men har brug for at føle sig endnu bedre, og det kan man gøre ved at vende opgaverne om. 

5. Gå mere i dybden med, hvorfor eleven skal lære det, I er i gang med. Hvor kommer det fra? Hvem har opfundet det? Hvorfor kan lige den formel bruges til at regne det her ud? Så eleven ikke bare skal stole på, at formlen virker, men forstår hvorfor.

Vild med matematik 2021

Gratis magasin til dig, der er matematiklærer i grundskolen.