Alle med følger det enkelte barn i et letlæst, cirkelformet skema fra 1-6 år og er en hjælp til pædagoger, dagplejere og andre ansatte med ansvar for børn i dagtilbud. Personalet kan ud fra en række udsagn følge, om barnet udvikler sig som ønsket, eller om der er områder, hvor barnet ikke udvikles alderssvarende. Materialet dækker seks udviklingsområder: sprog, socio-emotionel udvikling, leg, trivsel, hverdagsaktiviteter og sansning/motorik.
Alle med består af observationsskemaer og en vejledning.
Bøgerne om Hermann handler om små og store hverdagsoplevelser, som børn i 3-4-års alderen kan glæde sig over og relatere til. Samtidig træner børnene deres kendskab til grundlæggende følelser og sociale kompetencer. Gennem bøgerne lærer børnene at blive fortrolige med menneskets seks basale følelser: glæde, vrede, overraskelse, at være ked af det, bange og følelsen af afsky.
Som inspiration til pædagogen er der oplæg til dukkespil med hånddukkerne fra De første trin samt spørgsmål og idéer til samtale med børnene bagest i bogen.
Hånddukkerne Hund og Snegl kan købes separat.
Hit med... er en række materialer, som stimulerer børns sproglige udvikling. Materialerne er målrettet børn i daginstitutioner og elever i indskolingen.
Gennem samtale, højtlæsning og lege trænes og stimuleres børnenes sproglige opmærksomhed, og på den måde styrkes de færdigheder, der bl.a. fremmer læseindlæringen.
Trin for trin er en serie af pædagogisk tilrettelagte materialer til børn og unge i alderen 4-15 år, som arbejder systematisk med at udvikle deres personlige og sociale kompetencer. Disse kompetencer er den vigtigste forudsætning for, at børn trives, og at de udvikler sig fagligt og socialt. Materialerne giver også pædagogen og læreren redskaber til at forebygge vold og mobning og fremme empati.
Serien indeholder:
- De første trin: De ældste børn i daginstitutionen
- Skoletrin: Elever i indskolingen
- Ville, vove, vælge!: Elever på mellemtrinnet
Der findes desuden en række supplerende materialer.