14-ÅRIGE LAURA ER HØJTBEGAVET

Laura lavede regneregler allerede i børnehaven. Hun elskede tal, systemer og matematik. Men i skolen blev det for nemt. Deraf fulgte mistrivsel, fagligt og socialt. I dag går hun på en skole for højtbegavede børn.

De fleste elever kender ’Bum-leg’. Alle siger et tal på skift, og hver gang en elev i klassen når til et tal i for eksempel 3-tabellen, skal der siges ’bum’ i stedet for 6, 9, 12 og så videre. Men 14-årige Laura har prøvet noget, der var meget sjovere. Hendes lærer bad nemlig klassen om at holde gang i tre tabeller på én gang og i øvrigt også sige bum på primtal. 

Hun har også prøvet, at læreren skrev fire tal på tavlen, som skulle blive til tallet 2. For at det kunne lade sig gøre, skulle de have gang i noget i anden, tage kvadratroden og også dividere.

’Grublere’ kaldte læreren det. Med et twist. Og dét var sjovt, fortæller Laura med lys i øjnene. Plus, minus og regne vinkler ud ... not so much.

Laura Folmann Hempler er 14 år. Og hun elsker matematik. Hun er også god til det. Exceptionelt god. Så god, at hun engang slet ikke syntes, det var sjovt. Så kedeligt faktisk, at hun slet ikke havde det godt i skolen. Så dårligt, at hun måtte til en psykolog. Som til gengæld kunne se, hvad det hele handlede om:

Laura, 9 år, 3. klasse, var højtbegavet.
”Jeg kan huske, at jeg bad om sværere opgaver i matematik, men jeg fik flere af de samme. Fordi jeg blev hurtigt færdig, skulle jeg gå rundt og hjælpe de andre. Lidt som en hjælpelærer. Jeg synes, det var kedeligt,” fortæller hun.

En måde at gøre det mere spændende for hende selv var at række fingeren op i klassen, så hun kunne give svaret. Men:

”Især i de mindre klasser kunne læreren godt finde på at bede mig om at tage hånden ned. Det gjorde mig sur. Virkelig irriteret. Jeg tænkte: ’Så gider jeg slet ikke prøve mere’.”

Stigende mistrivsel
Allerede som toårig kunne Laura alle bogstaver. Så opdagede hun tal, og så sig ikke tilbage. Som fireårig var tal så spændende, at hun så dem overalt og begyndte at lave regneregler. En pædagog i børnehaven spurgte hendes forældre, hvor Laura skulle gå i skole. Pædagogen kendte skolen, som Lauras forældre nævnte, som en skole med fokus på differentieret undervisning. Og desuden: Laura kunne jo altid ”rykke en klasse op”, som han sagde. Det studsede hendes forældre over.

I skolen gik det rigtig fint. Men da familien skulle flytte til en anden by, skiftede Laura skole. Her var undervisningen mindre differentieret. Lauras skoletrivsel ændrede sig.

”Niveauet var lavere. Det kunne godt blive lidt langsomt. Det var ikke så fedt,” fortæller hun.

Og så var der det sociale. På den nye skole var det svært at få veninder, og Laura var også mere moden end sine jævnaldrende og havde en anden humor. Samtidig var Laura begyndt at gå hos en psykolog på grund af sin mistrivsel. Psykologen tog en test. Den bekræftede, at Laura var højtbegavet.

KRISTIAN GRANQUIST

Jeg syntes, det faglige niveau var så godt. Der var ting, jeg ikke kunne! 

Kom på turbohold
Det blev besluttet, at Laura skulle på Atheneskolen, en skole for højtbegavede børn. Allerede på prøvedagen var hun tændt.

”Det var så fedt. Der var to piger, der tog godt imod mig. Jeg syntes, det faglige niveau var så godt. Der var ting, jeg ikke kunne!”, siger hun og lyser op, da hun genfortæller det.

Særligt matematiktimen var en ny verden for hende. Fuld af åbne opgaver, som læreren skrev på tavlen, og brætspil i klassen. For eksempel Stratego med eleverne som brikker. Eller øvelser i geometri, hvor de tegnede med kæmpepassere på meget store stykker papir. Laura indledte en to-ugers prøveperiode, som gik over al forventning.

”Jeg kan huske, at jeg var meget stolt af, at jeg i en af de første matematiktimer løste en opgave, som læreren bagefter fortalte, at ikke engang 9. klasser kunne løse. Så det blev besluttet, at jeg skulle på skolens turbohold i matematik,” fortæller hun.

Ti forsøg er bedre end et
Laura Folmann Hempler har nu gået i skole med andre højtbegavede børn i fem år. Hun har også oplevet, at ”det var svært”. I 6. klasse blev matematiktimerne slået sammen med 7. klasse, og der blev hun ”lidt presset”, som hun siger. Men det er med lys i øjnene, at hun fortæller, at hun lavede andengradsligninger i 6. klasse.

At højtbegavede børn kan have den udfordring, at de går i baglås, når de møder noget, der er svært (fordi alt altid har været nemt), genkender hun ikke selv.

”Nej, jeg synes, det er meget federe at bruge ti forsøg på at løse en opgave end et eller to forsøg. Jeg er ikke typen, der giver så nemt op. Men mange af dem, der starter på min skole, har været skoletrætte, fordi de har kedet sig i skolen. De er holdt op med at følge med og har manglet en del undervisning. Jeg kender endda en pige, der blev testet, fordi de troede, hun havde lav IQ. Men det var bare, fordi hun kedede sig,” fortæller Laura.

Slet ikke nørdede
I dag ser Laura både venner fra sine gamle skoler og fra den nye. Selvom hun godt kan mærke, at vennerne fra den nye skole på en række punkter ligner hende – for eksempel på humoren – så understreger hun samtidig, at de altså ikke allesammen render rundt og ligner eller opfører sig som nørder. Hun er godt klar over, at børn som hende kan have et ry for at være nørder, der spiller strategispil. Men:

”Sådan er det bestemt ikke i min klasse. Vi er slet ikke så nørdede. Det er meget alsidigt. Drengene, der spiller strategispil, er der også, men der er også fyldt med piger, der går op i tøj. Dem er der også plads til,” fortæller hun.

Og apropos alsidighed. Det er ikke sådan, at bare fordi man er et højtbegavet barn, så er man god til alt. Laura er for eksempel ”virkelig dårlig til at stave”. Siger hun selv.

”Jeg hader diktater. Analyser i dansk er heller ikke lige mig. Jeg kan rigtig godt lide naturfag, geografi og kemi. Men det er jo også en slags matematik,” siger hun med et skævt smil.